Vejen ud af offerrollen begynder med at have mod til at påtage sig ansvaret for sit eget liv. Det behøver man ikke gøre alene!
Når man læser beretninger fra tiden blot få generationer tilbage, så får man indtryk af, at man havde en meget klar bevidsthed om, at livet både rummer godt og ondt. Man glædede sig over det gode og klagede sin nød til Gud over det, som var ondt.
I vores tid er det blevet anderledes. Nu forventer vi at have det godt, ja, det er nærmest en menneskeret, og hvis vi oplever noget ondt, så er det uretfærdigt og unaturligt. Den som lider ondt, betragtes som et offer og ser på sig selv som et offer.
Man kan faktisk sige, at offer-mentaliteten er blevet kendetegnende for vores samfund. Man føler sig som et offer: For samfundet, som ikke giver den rette behandling på sygehuset eller den rette økonomiske støtte og hjælp. Man er et offer for griske banker, inkompetente ledere eller for Corona-pandemien. Og hvis man ikke selv er et offer, så leder man efter andre, som er det: uskyldige drengebørn, der otte dage gamle får skåret i deres penis eller børn ned til 6-års alderen, som måske føler sig som det andet køn.
Når man er et offer, så ser man på sig selv og sine egne problemer og har ondt af sig selv, mens det er de andre, som er skyldige.
Det er rigtig hårdt at have det sådan, men det kan samtidig også være bekvemt. For når man er et offer, så har man ikke selv et ansvar – det er jo de andres skyld.
Misforstå mig ikke: Jeg vil ikke på nogen måde bagatellisere f.eks. sygdom og smerte. Det kan virkeligt være hårdt og svært at komme igennem hver time og hver dag, og det er kun godt at få placeret en årsag til eller en skyld for det, man oplever, hvis man kan det. Men hvis vi skal prøve at forstå de mekanismer, der er på spil, så skal vi også tale om, at det ikke bare er let at komme ud af offer-rollen. For skal jeg ud af offerrollen, så skal jeg til at tage ansvar for mit liv på en helt anden måde.
Vejen ud af offerrollen begynder med at have mod til at påtage sig ansvaret for sit eget liv. Der er mange omstændigheder, som man ikke kan ændre på, men man kan ændre sin egen indstilling til dem.
Det behøver man heldigvis ikke gøre alene. Det kan vi få andres hjælp til, og vi kan få hjælp af Ham, der frivilligt valgte at blive et offer. Da Jesus døde på korset og døde i ensomhed, forladt af Gud og mennesker, så ofrede han sig selv og sit eget liv. Men ved sin opstandelse beviste han, at han har magt til at overvinde enhver sygdom og død. Påskemorgen er vidnesbyrdet til os om, at Gud kan skabe nyt. Han har magt til at give liv, dér hvor alt er dødt og give håb, hvor alt ser håbløst ud.
