Vejen frem er ikke at tie

En barndomserfaring af, hvad der skræmte mig i min barndom, og hvorfor jeg ønsker at være tydelig i samtale og forkyndelse af min seksualmoral.

Kære 105 forfattere af et åbent brev til kristne ledere (Kristeligt Dagblad 01-08-2025)

Jeg var barn under den kolde krig. Egentlig havde jeg glemt det, men de sidste tre års politiske og militære begivenheder har levendegjort en stemning, som var udtalt i min barndom. Russerne kunne komme og tage friheden fra os. Det havde de gjort det på Bornholm efter 2. verdenskrig og i de følgende år i Østeuropa. Eller stormagterne kunne ryge så uklar med hinanden, at de begyndte at smide atomvåben. Min far havde et nypudset gevær, som stod på loftet i et skab, hvor børn så absolut ikke havde adgang. Han var nemlig som så mange andre på min hjemegn en del af hjemmeværnet. Men hvad kunne et nypudset gevær stille op mod en paddehattesky, der udslettede alt levende på sin vej?

I missionshuset, i kirken og i mit hjem blev der talt om en fare af endnu større dimensioner end atombomben. Dengang var der en direkte og tydelig tale om evigt liv og evig død. I eftertankens lys har det undret mig, at jeg kunne være skræmt ved tanken om en atomkrig, men ikke var det ved talen om muligheden for evig fortabelse. Jeg tror, det skyldes, at jeg aldrig erindrer at have hørt om Helvede uden at høre om den redning fra Helvede, der er knyttet til Jesu navn. Hvad så, hvis jeg kom til at bande, stjæle eller slå på én, der var mindre end mig? Jo, så havde jeg lært at slutte hver dag med at bede: Forlad os vor skyld. Med den forklaring, at i det øjeblik jeg bad disse ord, var min skyld fjernet og borte for evigt. Den kolde krig handlede derimod om en endeløs oprustning – uden håb.

Men hvad hvis ikke jeg havde mødt tydelig tale om Jesu redning sammen med talen om muligheden for evig fortabelse? Eller hvis min hørelse kun var i stand til at tage det til sig, som handlede om dom og fortabelse? Jeg har mødt en del i årenes løb, som enten er blevet skræmt af en skæv forkyndelse eller ikke været i stand til at høre nådens ord sammen med dommens ord. Dette er et af de emner, jeg gerne vil tale med de 105 forfattere om.

Ægteskabet eller den frie seksualmoral

Jeg voksede også op under en traditionel familiestruktur. I dag vil man måske kalde mit barndomshjem for fattigt, men det var ikke noget, jeg tænkte over dengang. Til gengæld har jeg med min livserfaring som voksen fundet ud af, at jeg voksede op med den rigdom at vokse op med begge mine biologiske forældre, og at hjemmet og gården var både bopæl og arbejdsplads. Dette system med familiebrug inden for landbrug er jo brudt sammen i min ungdom og voksenliv. Men stadig vil jeg mene, at det bør være en menneskeret for børn at vokse op sammen med deres biologiske forældre og i en nærværende og gensidig kærlighedsrelation til dem. Så vidt muligt, for jeg ved jo, at død eller forældrebrud eller andet kan komme imellem. Men det giver en tryg startopstilling for børn at vokse op i en kærlighedsrelation til deres biologiske forældre.

I kølvandet på ungdomsoprøret, samtidig med, at jeg blev teenager, kom den frie seksualmoral. Det skulle være legitimt at bryde ud af et ægteskab, hvis man ”var vokset fra hinanden”. Det førte til en række nybrud:  Åbne ægteskaber, trekantforhold eller kollektiver med fri sex, senere også homoseksuelle parforhold, regnbuefamilier med stadig nye variationer mv. Prisen for den udvikling er en ekstrem individualisme, hvor seksuel orientering eller seksuelle behov her og nu overtrumfer alle andre behov.

At en kristen kirke skulle ændre seksualetik, fordi samfundet gør det, er imidlertid ikke indlysende. En kristne kirke er bundet af det ægteskabssyn, som udtrykkes i Jesu af Nazarets forkyndelse og samtaler med mennesker. Og nogle af os er over tid blevet mere og mere overbevist om, at det traditionelle kristne ægteskabssyn ikke blot er den rigtige forvaltning af vores kærlighed og seksualitet, men også er den bedste og mest livsbekræftende.

Etik eller personlig smag

Det handler ikke om, hvad den enkelte har lyst til eller er tiltrukket af i situationen. Det handler om etik, om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert på kort sigt og på længere sigt. Mit ægteskabssyn kan sammenfattes i noget meget enkelt.  Én mand og én kvinde, som holder sammen i et kærlighedsforhold, så længe de lever, er efter mit skøn en livsbekræftende ramme ikke blot for de børn, de måtte få, men også for selve parforholdet. Den frie seksualmoral kan synes at løse de problemer, det giver her og nu, hvis en gift mand bliver forelsket i naboens kone eller hvis en m/k bliver klar over, at han/hun er seksuelt tiltrukket af sit eget køn. Men det at bryde ud af et ægteskab har sine ofre i den svigtede part i forholdet og i de børn, som oplever et forældrebrud og ikke længere kan beholde et hjem sammen med begge deres biologiske forældre. Også homoseksuelle ægteskaber, hvor der bliver børn involveret, er pr. definition en udelukkelse af at vokse op sammen med sin biologiske far eller mor. En del af de børn, som voksede op i 70’ernes og 80’ernes kollektiver, har rettet en sønderlemmende kritik mod deres opvækstmiljø. De føler sig ofret på den seksuelle friheds alter. Måske vil det samme ske med mange af de regnbuefamilier, som hyldes i dagens kultur. Jeg tror ikke, det er livsbekræftende for hverken børn eller voksne, og jeg oplever det som i strid med den seksualmoral og den ægteskabsetik, der er en del af Jesu forkyndelse.

Det betyder ikke, at jeg er homofob. Jeg har i mange år plejet omgang med mennesker, der lever deres liv efter en hel anden etik end den, jeg er talsmand for. At elske og respektere sine medmennesker betyder dog ikke, at jeg altid skal tale dem efter munden eller være enig i den måde, de forvalter deres seksualitet på.

At give hinanden taleret

Så vidt som jeg kan forstå budskabet i de 105’s henvendelse, må jeg godt beholde mit uforgribelige syn på ægteskabet mellem én mand og én kvinde. Forudsat jeg tier med det i offentlig tale! Jeg må ikke længere fremme dette syn i en kristen menighed, på en kristen skole eller institution, for så krænker jeg mennesker, der tænker og handler anderledes end jeg.

Kære venner – den går altså ikke! Ligesom andre skal have fuld frihed til at gøre sig til fortalere for den frie seksualmoral og regnbuefamilier, må jeg vel have lov til at gøre mig til talsmand for at forvalte vores seksualitet inden for rammerne af et livslangt troskabsløfte mellem én mand og én kvinde? Jeg er naturligvis som kristen forpligtet på at fremlægge min overbevisning i sammenhæng med den tilgivelse, der er knyttet til Jesu død for os. Men jeg tror ikke på, at vejen frem er, at kristne ledere, der har en traditionel kristen seksualmoral, skal tvinges til at tie eller ændre holdning, blot fordi deres syn går imod hovedstrømmen i vores kultur.

Der skal naturligvis tales nænsomt og respektfuld over for de mennesker, der har valgt anderledes eller uforskyldt er havnet i samlivsbrud eller ensomhed. Det skal gøres i kristen sammenhæng i forening med budskabet om tilgivelse på baggrund af Jesu gerning. Vi skal respektere den enkeltes historie og personlige sårbarhed, og her kan også jeg lære meget af de 105’s brev. Vi har vitterligt i kristen sammenhæng ikke gjort det godt nok. Men vejen frem er ikke at tie, men at tale og at samtale. Det, som efter vores overbevisning er bedst for det enkelte menneske for tid og evighed, må i den samtale også få mund og mæle. Også selv om det i dag er os, der er en udskældt seksuel minoritet.

Jeg tror, at samtalen har de bedste vilkår i øjenhøjde og med god tid og ro til at lytte sig ind på hinanden. Mit udgangspunkt i den samtale er et ønske om i al min skrøbelighed blot at være efterfølger af Jesus af Nazaret. Og at være en talsmand for barnets tarv, den svigtede parts tarv og måske i en større sammenhæng menneskets tarv.