Respekten for det at være kassedame eller almindelig håndværker kan reduceres til fordel for et snobberi for akademisk dannelse.
Der tales i disse år meget om en folkevandring fra land til by i Danmark. Visse dele af landet affolkes, så skoler, brugsforeninger og andre samlingspunkter må lukke og landsbykirker omdannes til lejlighedskirker. Alt dette er det let at have en mening om, men svært at gøre noget ved.
I de kristne miljøer der er knyttet til de gamle vækkelsesbevægelser er tendensen endnu mere markant. Det skyldes, at uddannelsesniveauet i disse sammenhænge er dobbelt så højt som i Danmarks befolkning generelt. Der er simpelthen flere, der tager en mellemlang eller akademisk uddannelse. Dette dokumenteres blandt andet i den store undersøgelse, projekt www.godforkyndelse.dk har foretaget. For mig var dette en overraskelse, for jeg er vokset op i et miljø, som havde et meget respektfuldt syn på det, man dengang kaldte ”håndens arbejde”. Det var et kald at være landmand eller tømrer eller husmor på samme måde, som det var et kald at være degn eller præst.
Faren ved at være højtuddandet
Der er farer ved denne udvikling mod, at alle skal være højtuddannede. Respekten for det at være kassedame eller almindelig håndværker kan reduceres til fordel for et snobberi for akademisk dannelse. Geografisk kan der ske det, at visse dele af landet kristeligt set affolkes og kristne miljøer med tilknytning til vækkelsesmiljøerne klumper sig sammen i større byer og ikke mindst i universitetsbyerne, mens resten af landet kristeligt set bliver et udkantsdanmark.
Genopliv den lutherske kaldstanke!
Det er let at have en mening om denne udvikling, men det er svært at gøre noget ved det. Selve kristentroens væsen er at blande sig med andre mennesker og ikke klumpe sig sammen i kristne ghettoer. Vi må genoplive den lutherske kaldstanke, hvor enhver form for fysisk arbejde er lige så vigtig en gudstjeneste som akademikerens skrivebordsarbejde. Vi må hylde de kristne mennesker, som bosætter sig i de dele af landet, hvor vækkelsen er døet ud eller er flyttet til andre byer. Vi må, som Paulus siger, sætte en ære i at forkynde evangeliet, hvor det aldrig har lydt.
Dansk Bibel-Institut er ikke uberørt af denne landsdækkende og internationale bevægelse. Men vi vil gerne modvirke den. Vi vil gerne uddanne præster til at tjene kristne menigheder i by og på land. Der er ikke noget menneske, eller noget afkrog eller udkant af det danske samfund, som er en afkrog eller en udkant i forhold til Guds opsøgende omsorg. Tendensen er, at kristne mennesker i Danmark klumper sig mere og mere sammen. Men vi er undergivet en befaling, som går i modsat retning, nemlig at forkynde evangeliet til verdens ende og sprede os mest muligt.
