I et land kan der indtræffe så store kriser eller omvæltninger, at man i en periode indfører undtagelsestilstand. Det gør man for at kunne håndtere den ekstra ordinære situation, der er opstået, og for en tid ophæver man derfor de almindelige love og rettigheder for borgerne. Det er et fornuftigt redskab at bruge, når man skal lede et land og formålet er at beskytte befolkningen.
I Danmark har vi haft en kirkelig undtagelsestilstand siden indførelsen af det nye ægteskabsritual i 2012. Det nye ritual betød et brud med Den danske Folkekirkes eget bekendelsesgrundlag og har medført et skisma i kirken, og det har i realiteten været en krigserklæring mod kirken selv.
Et autoriseret ritual i en kirke må betragtes som en del af denne kirkes lære, og det må derfor betragtes meget alvorligere end en tilladelse af vranglære hos kirkens præster og biskopper. En række kirkelige organisationer har sat ord på vilkårene i den kirkelige undtagelsestilstand ved i 2013 konkret at vejlede menighederne i, hvordan vi kan håndtere denne ekstra ordinære situation.
Det er nu 10 år siden, at denne vejledning blev udsendt, og det spørgsmål som naturligt melder sig er: ”Kan man blive ved med at leve i en undtagelsestilstand?”.
Det kan man jo blive nødt til, hvis dét, der har bevirket denne suspendering af de normale forhold, består. Problemet er dog, at efterhånden, som tiden går, så bliver dét, som er en undtagelse, til det normale. Vi glemmer så at sige, hvordan en kirke burde være og lader os nøje med smuler. Det gælder både dem, som er blevet i Folkekirken og os, som har dannet frimenigheder.
En luthersk kirke bør være forpligtet på sine bekendelser i tro, lære og liv, og det må betyde helt konkret:
- En kirke må lære, at Gud har skabt og opretholder alle ting. At Jesus er Guds søn, sand Gud og sand menneske og virkelig opstået af graven på den tredje dag. At det alene er troen på Jesus der gør retfærdig, fordi han har gjort fyldest for alle vores synder. Det bør der ikke herske tvivl om.
- En kirke må vejlede menighedens medlemmer til at leve sådan som Jesus og apostlene lærer og formaner os til.
- En kirke må være brændende optaget af at række evangeliet videre i mission og diakoni.
- En kirke er mere end en enkeltstående menighed, men et fællesskab af menigheder og det naturlige er, at have en fælles åndelig ledelse i form af én eller flere biskopper.
Vejledningen fra 2013 peger på to spor. Enten at blive i Folkekirken med en klar markering af, at der er sket et skisma eller at træde ud af Folkekirken og danne frimenighed.
Det er muligt at være i Den danske Folkekirke i en længere periode som valgmenigheder og bekendelsestro profilmenigheder. Det er muligt at være en frimenighed i en længere periode uden egentlig kirkestruktur. Men for begge spor gælder det, at hvis en undtagelsestilstand varer for længe, så er risikoen for at glemme, hvad en kirke bør være, rimelig stor.
