Jeg har en bøn og nogle bekymringer til mine modne, kristne brødre derude, som jeg vil opfordre jer til at tale om:
Hvordan forholder I jer til det skifte fra feminisme og queer-ideologi til hård maskulinitet og et nedværdigende kvindebillede, der begynder at slå igennem i vores vestlige samfund? Hvad er vores læremæssige, menneskelige og praktiske svar som kristne – særligt os, som står på et klassisk syn på køn, tjenestedeling og ægteskab?
Jeg har forsvaret et klassisk, bibelsk syn på både køn, tjenestedeling og ægteskab ad mange omgange. Det har ligget mig på sinde, at kalde kristne kvinder til at svare både feminisme og queer-ideologi med en stærk, ydmyg og nådig ånd. At opmuntre kvinder til fortsat at finde det mod, der kræves, når vi underordner os autoriteter, som kan såre og svigte os. Et mod til afkald, som er en dårskab for denne verden, men som er et sjældent vidnesbyrd om vores Herre Jesus.
Nu er historien ved at gentage sig selv. Nu stikker manosfæren, kvindeleden og den maskuline ansvarsløshed sit ansigt frem med fornyet styrke. I Netflixserien Adolescence, bliver vi konfronteret med et snigende sceneskift i samfundet. Mænd er i stigende grad dybt usikre på deres forhold til kvinder, og det er et utrygt sted for kvinder at befinde sig.
Derfor begynder vi, der vælger underordningen, atter at spørge, hvad det vil betyde for fremtiden på vores egne og vores pigers vegne. Vi spørger, om det er en udvikling, der vil finde vej til vores kristne fællesskaber inden længe, på samme måde som feminismen.
Min egen oplevelse er, at den ikke er åbenlyst dominerende i sin aggressive form, men dog ligger latent og ulmer i måden vi arbejder sammen på, måden vi taler sammen på, den vægt nogles ord får fremfor andres osv. Det får den lov til, fordi vi i kirken har det med at komme på bagkant af udviklingen, og først for alvor reagerer, når noget eksploderer.
I vores kristne fællesskaber giver vi agt og opsætter og rammer for tjenestedeling og ægteskab, som alle kan se og forholde sig til. Det er sundt, sandt og godt, fordi det er Guds design. Men der mangler den anden side af sagen.
Hvor er de vedtægter, artikler, samtaler, dokumenter, ansættelseskrav mm. som forsvarer, hvad det er mænd, der leder andre kan, skal og bør? Hvem stiller en mand til regnskab for hans ansvar, når han forsøger at omgås det? Hvem siger til sin kristne bror: din bøn behager ikke Herren, før du har gjort din sag op med din bror eller søster? Hvem siger til sin ven: du opfører dig ikke som en mand overfor din kone? Hvem siger til sin søn: læs Ordsprogenes Bog, hver dag, hele livet?
Derfor er min bøn, at du som mand vil ransage dig selv sammen med andre:
Hvad er dit ansvar overfor andre mænd? Har du åbnet munden, og irettesat en anden mands selvrådighed eller nedladenhed – enten privat eller i andres påhør, hvis nødvendigt? Har du aktivt forsvaret en kvinde, der blev talt ned til, ignoreret eller tilsidesat? Har du insisteret på, at der skal investeres i kvindens trivsel – i dit ægteskab, i din menighed, i dit kirkelige netværk? Har du spurgt hende, hvad hun tænker, føler og mener om den ene eller anden sag?
Hvis ikke, hvad er så grunden til, at det ikke er sket?
