Det er ikke menneskers forventninger og samfundets strukturer, der skal være de dybeste mønstre i vores liv. For fundamentalt set er vi ikke udleveret til andre mennesker, men til Gud.
Jeg bliver af og til ramt af en klaustrofobisk fornemmelse af, at min hverdag snører sig sammen omkring mig. Den kommende uges åndehuller lukker sig langsomt til, når jeg kigger i min kalender. Det føles lidt, som om nogen har taget min stemmeret, mens beslutningsprocessen ufortrødent fortsætter.
En lignende fornemmelse kan jeg få, når en eksamen på mit studie nærmer sig, når jeg tænker på, hvordan min fremtid vil arte sig, eller når jeg forsøger at få de økonomiske ender i mit budget til at nå hinanden. ”Hvad hvis det ikke går?” Du kender måske tanken.
Det er fornemmelsen af at være afhængig. Noget andet har magten over mig. Jeg er udleveret.
Fra et tilbageskuende perspektiv bliver de fleste bekymringer ikke indfriet, og når noget går galt, så løser det sig jo på anden vis. Men hvorfor kan den erfaring ikke fjerne min bekymring for fremtiden? Hvorfor kan følelsen af umyndiggørelse over for livet momentvis få lov at være så altoverskyggende?
Det skyldes nok, at jeg nemt får anlagt et begrænset og falskt perspektiv på mit liv. Et perspektiv, som f.eks. indirekte kan fortælle mig, at det mest grundlæggende, der er at sige om mig, er, at jeg er studerende eller måske endda en dygtig studerende. Det er, som om hele min eksistens midlertidigt er afhængig af, hvordan f.eks. den kommende eksamen vil gå.
Et reducerende blik
Reduceringen af identiteten bliver også hjulpet på vej i samfundsdebatten, hvor man kan få det indtryk, at ens mest grundlæggende menneskelige pligt er at være en samfundsmæssigt rentabel borger.
Det er en gave at leve i et velfærdssamfund som det danske. Det er dog også en bevilling på efterkrav, der lader en del bekymringer og dårlig samvittighed løbe efter den, der har svært ved at finde et job, er sygemeldt, bruger længere tid på studiet end planlagt eller tager et ekstra år på barsel.
Som privilegerede velfærdsborgere kan det være svært at tænke ud over systemet. Vi vurderer nemt os selv og andre ud fra, hvor godt vi lever op til det konventionelle billede af et vellykket liv. På den måde drives vi af en overfladisk målbarhed. Her kan bekymringer for konkrete ting hurtigt blive overdimensionerede, og andres meninger om os kan blive lammende.
Vi glemmer, at det ikke er menneskers forventninger og samfundets strukturer, der skal være de dybeste mønstre i vores liv. Vi glemmer, at vi er mennesker skabt af Gud til at tilhøre ham. Det er det afgørende, der er at sige om os.
Begrænset og elsket
At du er skabt, betyder, at du er begrænset. Dybest set har du ikke selv kontrol over dit liv. Du får ikke altid som fortjent. Du kan ikke investere dig til det liv, du forestiller dig. Du får ikke altid det forventede afkast.
Livet er andet end de horisonter, vi primært er optaget af. Vores virke i verden skal være drevet af noget andet end selvopretholdelse, bekymringer og menneskefrygt. Lad os hellere frygte Gud – ikke i angst, men i vished om at være begrænsede og elskede.
At du er skabt, betyder også, at uagtet, hvordan en menneskelig succesvurdering af dit liv er, har du en grundlæggende værdi som Guds menneske. Dit liv er kostbart.
Selvom du selv kan opleve, at livet umyndiggør dig, så er du overfor Gud et værdigt og frit menneske, som han kan bruge.
Dét perspektiv kan åbne hverdagen. Fundamentalt set er vi ikke udleveret til andre menneskers forventninger eller samfundets nåde, men til Guds nåde.
Livet er andet end de horisonter, vi primært er optaget af. Vores virke i verden skal være drevet af noget andet end selvopretholdelse, bekymringer og menneskefrygt. Lad os hellere frygte Gud – ikke i angst, men i vished om at være begrænsede og elskede.
