Hvordan gør du egentlig, uden Jesus?
Jeg så dig i Brugsen i går. Du skubber kurven foran dig, mens jeg trækker den, men ellers er du vist ret almindelig. Du betalte også på beløbet og kørte hjem til familien med 2 fulde poser. Dagen har været lang, du kysser konen og skaber en pause imellem gøremålene. Griber ud efter telefonen ligesom jeg. Nyheder, et kig på Facebook og en halvfuld indbakke. Din og min dagligdag. De ligner hinanden til forveksling, men der er en verden til forskel. For du aner ikke, hvem Jesus er. Du hørte om ham engang. Og var du tvunget til at hænge din hat ét sted, ville du vælge Vorherre. Men du har ingen idé om, hvem han er.
Derfor lagde du ikke din dag i hans hænder i morges. Eller dine kære, for den sags skyld. Du havde bare dig selv at hanke op i. Det gik fint i dag, for dine planer holdt. Forhåbentlig holder de også i morgen.
Hvordan mon du lever med skæverterne?
Hvad stiller du op med dem? Når jeg siger undskyld, ved jeg, at skylden er betalt. Jeg giver skylden videre til Jesus og kan koncentrere mig om de konsekvenser, jeg har skabt. Det må jeg gerne. Hvad gør du? Bidder du tænderne sammen? Giver du også skylden videre – til dine nærmeste og omstændighederne? Jeg er oprigtigt interesseret i, hvad du egentlig gør, for jeg begriber ikke, hvad man stiller op uden Jesus.
Hvad gør du, når der bliver stille? Når skærmen og de andre er uden for rækkevidde? Eller når smerter, mørke og død trænger sig på? Der, hvor jeg nynner en salme, beder med halvfærdige sætninger og husker et bibelvers… hvad gør du så? Kan man klare sig uden? Evt. hvor længe?
Hvad med taknemmeligheden? Kan du nøjes med at rette den mod dine kære, eller må der højere instanser til? Er det nok med et klap på skulderen og et glas whisky til at fejre det med? Jeg synes selv, at jeg kommer langt med de midler, men det ville da føles underligt hult, hvis jeg ikke kunne samle alle glæderne sammen til sidst og række dem til Jesus. Gør det ikke?
Jeg ville ønske, vi kunne tage snakken
Den egner sig bare ikke til Brugsen. Alle de andre kurve forstyrrer. Men hvornår så? Jeg regner ikke med, at du tilfældigt dumper ind i min kirke. Må jeg komme ind i dit i dit hjem, på dit hænge-ud-sted, i dit liv? Du er velkommen i mit – i tankerne er du allerede. Kan vi mødes?
