Uagtsomt manddrab

Du hoster en anelse. Det kan i teorien skyldes corona, men du blev faktisk lidt kold på terrassen i går, så det er nok derfor. I skal til familiehygge, og du vil ikke sætte familien på den anden ende pga. lidt snue, så du forsøger bare at holde lidt ekstra afstand. Tre uger senere dør mormor, fordi du har smittet hende med Covid-19.

Har du dræbt mormor? Du fik jo mistanken, inden I tog afsted.

Eksemplet er tænkt, men absolut realistisk, og jeg mærker selv bekymringen jævnligt. Coronapandemien stiller os spørgsmål om skyld og ansvar, som tidligere var forbeholdt straffefanger og et fåtal af ulykkesramte at overveje. Den mindste fejlvurdering eller beslutning kan få skæbnesvangre konsekvenser både for vores nærmeste og for et bredere samfund, hvis det går helt galt. Samtidig kan vi ikke bare sætte os og vente, til det hele er ovre. Livet leves stadig, og vi har brug for handling og fællesskab. Jeg har umiddelbart tre bud på svar.

1. Vi bærer ikke hinandens liv i vore hænder
Du bærer ikke ansvaret for syndens og dødens verden. “Mit livsløb er i din hånd”, bekender en presset David til Herren i Salme 31, og det gælder også for dig, din mormor, og hvem vi ellers møder. At sygdom og død hærger med coronaen er ikke din skyld. Du er ansvarlig for dine vurderinger, men det er ikke din skyld, at den mindste fejlvurdering potentielt kan dræbe. Vi er ikke alene syndere – vi er også ofre for andres synd og Satans hærgen, og vi lever i dødens og sygdommes skygge. Jesus er Herre. Dette er det dybeste svar.

2. Vi bærer hinandens liv i vore hænder
Synd er ikke bare abstrakt, men smertelig konkret. Du er faktisk ansvarlig for dine vurderinger, beslutninger og handling. Svar 1 er den dybeste sandhed, men Gud har samtidig givet os ansvar for hinanden, hvor paradoksalt det end lyder. Når vi forvalter dette ansvar til skade for andre, kan vi ikke løbe fra konsekvenserne. (For uddybning: læs mit halvgamle indlæg http://luthersk-netvaerk.dk/blog/hvem-styrer-i-brexit-kaos-gud-eller-may/)

3. Modtag syndernes forladelse – og evigt liv
Hvis ikke Gud havde båret verdens synd, var vi overladt til vores psykes evne til håb og fortrængning og i øvrigt ganske fortabte.  Men selv den grummeste skødesløshed, synd og egoisme svinder som dug for solen hos Jesus. Bekend synden, modtag syndernes forladelse, løft hovedet og hent styrke hos Gud til at gøre godt og bære med på konsekvenserne af vores handlinger – uanset hvor små eller store de er – og forvent Guds festlige hvile et sted derude i horisonten.