Troen og kroppen hænger uløselig sammen

Skal vi have en fysisk krop på den nye jord?

Da Gud i tidens fylde beslutter at besøge verden, gør han det på en særdeles sanselig måde. Han forener sig med et encellet foster i Marias livmoder og bliver et foster, et barn, et menneske af kød og blod. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, skriver Johannes. Jøderne protesterede voldsomt mod denne sammensmeltning af guddommeligt og menneskeligt. Grækerne havde det lige så svært, for det, at Gud eller guderne optræder i en fysisk og legemlig skikkelse, stred mod deres grundtanke, hvor målet var at slippe for det legeme, som binder mennesket til den fysiske verden. Men fordi de kristne grundsandheder ikke er et produkt af en bestemt kultur, insisterer de bibelske tekster på, at Guds evige søn blev den enhed af krop og ånd, som et menneske er.

Det var utænkeligt i både en jødisk og græsk kultur, at Gud kunne lide og dø. Men evangelier og brevene i Nytestamente insisterer på, at det var Guds søn og dermed Gud selv, som i legemlig skikkelse led og døde ved korsfæstelse. På sit legeme bar han selv vore synder op på korset. Gud ønsker at bringe det ultimative offer, som soner og fjerner menneskehedens skyld. Men han kan kun gøre det ved at forene sig så helt og fuld med et menneske, at han tager menneskehedens dødelighed på sig. Eller for at sige det med Paulus sanselige ord: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer.

Opstandelse

Også påskedag indeholder det legemlige og sanselige ved Jesu opstandelse. Det er ikke som ånd eller gennem sit udødelige budskab, at Jesu opstår. Nej, Jesus opfordrer disciplene til at røre ved ham på hans torturerede krop. Eller som det siges hos Lukas: Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler.

Det slutter ikke her. Når Paulus taler om Kristus ved Faderens højre hånd, så siger han, at i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.

Der er altså noget kropsligt og sanseligt over såvel jul og påske. Ikke bare over den jordiske Kristus, men også den himmelske Kristus. De afgørende frelsesbegivenheder er knyttet til det fysiske og kropslige ved Jesu person. Ordet kød kan i Bibelen betegne det skyldige egoistiske menneske. Det er betydningen, når Paulus siger: Kød og blod skal ikke arve Guds rige. Men når trosbekendelse bruger udtrykket kødets opstandelse, så er det kød i betydningen legemlig skabning. Dette er vigtigt, for det betyder, at det kristne håb om et liv efter døden ikke knytter sig til diffuse minder og til en udødelig sjæl, men til kødets opstandelse og et evigt liv på en ny Jord.

Når moderne teologer og præster vil reducere Jesu opstandelse og de troendes opstandelse til en sproglig begivenhed eller til en metafor for en ide, er det genoplivelse af en gammel græsk filosofi, som kaldes gnosticisme. Men piller man det legemlige og fysiske ud af den kristne tro, fjerner man hele fundamentet. En ide eller en sproglig begivenhed kan ikke fjerne menneskehedens skyld eller stille noget op over for dødens magt. Det kan kun Jesu legemlige død og opstandelse.

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!