Til forsvar for troen

Vi må tage handsken op og arbejde fagligt kompetent og med personlig integritet på at give holdbare svar på de indvendinger, som rejses mod kristendommen.

I kølvandet på den nye ateisme med Richard Dawkins i spidsen er der trådt en række betydelige forsvarere af den kristne tro frem på scenen. Jeg tænker fx på professorerne John Lennox fra England og William Lane Craig fra USA og en lang række andre meget kompetente apologeter, som vi vel ikke har set mage til siden C.S.Lewis under og efter Anden Verdenskrig.

Disse forsvarere af kristendommen frekventeres på internettet af tusindvis af kristne over hele verden. Det er som om, at deres højt kvalificerede svar på tidens indvendinger mod kristendommen falder på et meget tørt sted. Det skyldes selvfølgelig den nye ateismes voldsomme og aggressive fremfærd efter 11/9 2001, men behovet kan ikke begrænses til et svar på Dawkins, Hitchens og de andre nyateisters angreb. De er nemlig kun symptomer på en dyb og meget stærk understrøm i den vestlige verden, som leder væk fra et kristent verdensbillede og grundpillerne i et bibelsk livs- og menneskesyn.

Det har stået på i så mange år, at det desværre giver sig selv, at kristendommen holdes ude af det offentlige rum, for vi putter os selv i privatsfæren, som det sidste sted troen kan få lov til at være i nogenlunde fred. Men også det vil vise sige at være på lånt tid, og vi fornemmer det godt. Derfor opleves det så velgørende at måde højt kvalificerede kristne, som frimodigt og dygtigt går op imod tidens gennemførte gudløshed.

Men mødet med disse angelsaksiske forsvarere af den kristne tro er også en igangsætter og et kald til kristne i Danmark. For ikke alene giver de frimodighed på det personlige plan til med integritet forsat at fastholde en bibelsk tro. De viser også en vej, som kristne i Danmark må kunne gå. Ja, selve deres frimodige bekendelse til bibelsk kristendom på højeste akademiske niveau er et kald til, at vi også i Danmark tager handsken op og arbejder fagligt kompetent og med personlig integritet på at give holdbare svar på de indvendinger, som rejses mod kristendommen i vores eget land.

Op I kristne ruster eder!

Det er en udfordring som ikke imødekommes uden en målrettet og arbejdsom indsats. Og efter nogle relativt rolige 90’ere med postmodernismens sandhedsrelativisme, som ikke udfordrede kristendommen på sandhedsspørgsmålet, har vi måske udviklet en intellektuel dovenskab, så vi nu er lidt bagefter. Men det kan nås endnu: Op I kristne ruster eder! – til et kvalificeret forsvar for den kristne tro på alle fronter, hvor den angribes.

Jeg tror, at det ikke mindst er på følgende områder, vi møder udfordringerne:

  • Naturvidenskab
  • Filosofi og videnskabsteori
  • Bibelens historiske troværdighed
  • Medicinsk etik
  • Seksualetik

Vi har ikke grund at frygte sandheden, for sandheden er den kristnes ven. Med Paulus’ ord: ”Vi formår ikke noget imod sandheden, kun for sandheden” (2 Kor 13,8). Så der er ingen grund til ikke at tage udfordringen op – og der er brug for det!

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!