Teologiske temperamenter

Tænk hvis vi ved at blande os kunne få mere af den vidtløftigt vidvinklede lavkirkelighed, den folkeligt tilgængelige højkirkelighed, den lærebevidst forpligtende karismatik og flere missionalt engagerende missionshuse.

Når jeg som udenforstående (fordi det nu engang er lettest at være noget der ligner objektiv, når man er netop det) følger en teologisk eller kirkelig debat, har det slet ikke sjældent slået mig, at debatten egentlig ikke står mellem to teologiske eller kirkelige fronter, men dybest set ligesåvel kunne beskrives som en debat mellem to forskellige personligheder eller temperamenter. Det debateres eksempelvist mere eller mindre lystigt om præstekjolen er et anakronistisk onde, man bør lade ligge eller om den er et traditionsforankrende gode man bør lade leve? Eller det debateres om tilrådeligheden i at danne en ny fri(tflyvende) kirke eller i at fastholde sin tilknytning til Folke(ligheds)kirken? Eller videre om kirkens primære aktiviteter skal være missionale(lastiske) eller missions(hus)ke?

Eksemplet Aarhus

Det er min påstand, at ofte vi lidt for hurtigt og uovervejet kommer til at indtage en teologisk holdning, som ligger i forlængelse af vores personlighed eller temperament. Eller at vi tilknytter os en menighed/kirkelig retning, som bekvemt på samme måde passer til vores teologiske temperament. Eksempelvist i Aarhus, hvor denne skribent holder til: Er du højfolkekirkelig kan du tage ned til Paulskirken hos Flemming Baatz, for her indstiftes nadveren med et ”ihukommelse”. Er du lavfolkekirkelig kan du istedet med fordel holde dig til Esper Thidemanns gudstjenester i Christianskirken, for her indstiftes nadveren med et ”så I husker på mig”. Er du bare lavkirkelig, så må Aarhus Luthersk Missions aldeles præstekjolefri tirsdagsmøder være for dig. Er du en mere højkirkelig frimenighedsmand, så prøv Luthersk Missions frimenighed, Aroskirken, eller den lutherske frikirke Gratiakirken. Men er du mere karismatisk anlagt kan du vælge den missionske variant i Aarhus Bykirke eller måske den missionale variant i Aarhus Valgmenighed.

Og sådan klumper vi sammen efter temperament og bekræfter hinanden i, at vi nu synes at de andre alligevel bliver “lig’ lovlig karismatiske/missionske/missionale/højkirkelige/lavkirkelige/etc.” Og den kritik kan jo netop være så ganske rigtigt, for vi påvirker jo hinanden, og hvis alle med det samme teologiske temperament stimler sammen, vil der jo ske det helt sociologisk set indlysende, at der sker en overfokusering på tematikker og vinkler, som ligger til højrebenet for denne gruppe.1

Reelle forskelligheder forstærkes

Hermed skal på ingen måde være sagt, at (alle) de forgreninger, som ned gennem kirkehistorien har udmøntet sig i kirkelige retninger og kirkesamfund, har været baseret på ren psykologi. Selvfølgelig er der reelle og også alvorlige teologiske forskelle mellem flere af de hernævnte retninger og teologiske tendenser, som vi ikke bare kan ignorere.

Men min pointe er, at der kunne have været mindre ”rum” til at udvikle ensidighederne og de teologiske skævheder, hvis vi blev bedre til at se ud over de af vore teologiske præferencer, som baserer sig på personlighed og temperament, når vi tilslutter os en menighed. Jeg har en mistanke om, at en god del af de (reelle) teologiske problemer, ville kunne begrænses, hvis vi fik spredt de teologiske temperamenter lidt.

Tænk hvis vi ved at blande os bedre kunne få mere af den vidtløftigt vidvinklede lavkirkelighed, den folkeligt tilgængelige højkirkelighed, den lærebevidst forpligtende karismatik og flere missionalt engagerende missionshuse.

Når vi i ELN i al vor netværkende funktion fungerer bedst, så bidrager vi med netop det: at blande de teologiske temperamenter.


  1. Og vi kommer til at drive ”enklaveteologi” som den amerikanske teologiprofessor George Hunsiger kalder det. Se en (engelsk) beskrivelse af udtrykket her.
Ny hjemmeside!