Teknologisk frelse?

Udviklingen går hurtigt og snart kan teknologien løse mange hidtil uløselige problemer for menneskeheden. Men det dybeste problem kan kun Jesus løse.

I gamle dage – som i gamle gamle dage – var der ikke nogen forventning om, at livet for dine børn eller børnebørn ville være specielt anderledes end for dig selv. Jo, der ville måske blive opfundet en marginalt bedre plov, men ikke noget vildere end det. Dagligdagens basale forudsætninger var nogenlunde konstante årti efter årti, århundrede efter århundrede.

Men så kom den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet, og mennesket fik et nyt syn på fremtiden. I stedet for at forvente en konstant verden blev forventningen nu en verden i udvikling. Pludselig gav det mening at begynde at bruge sin fantasi til at beskrive fremtiden, og således blev science fiction-genren født i starten af 1800-tallet.

I dag er det for de fleste af os helt naturligt, at vores børnebørns hverdag bliver meget anderledes end vores. Se bare på, hvordan dine bedsteforældre levede i deres ungdom i forhold til, hvordan du lever, og hvad du tager for givet i 2025. Og udviklingen går i dag endnu hurtigere end den gjorde fra dine bedsteforældres ungdom til i dag.

Medmindre der sker nogle katastrofale begivenheder på verdensplan – eller Jesus kommer igen – så kan vi altså godt spænde sikkerhedsselen og gøre os klar til en meget anderledes fremtid. Det kan sikkert blive både spændende og sjovt. Men der lurer så sandelig også farer.

Én af de største farer kan man allerede nu se ved højlys dag ved at gå ind på diverse teknologi- og fremtids-fora på nettet og se, hvilken forventning mange mennesker knytter til den teknologiske udvikling. Der er nemlig ofte tale om et frelseshåb. Nogle gange stiller brugere i disse fora spørgsmålet: ”Hvad kan jeg gøre for at forberede mig på den kommende teknologiske revolution?”, og ofte lyder svaret: ”Bare hold dig i live! Hold dig i live i bare fem eller ti år mere, så vil vi være inde i en teknologisk mirakel-alder, hvor du kan helbredes for alle sygdomme, leve så længe du har lyst til og gøre det i materiel overflod. Bare hold dig i live lidt mere, så bliver alt godt!”.

Min pointe er ikke at sige, at dette bare er noget science fiction-vrøvl. Jeg tror selv, at vi dårligt kan overvurdere, hvor store teknologiske forandringer vi står foran som mennesker og samfund i de kommende årtier. Men min pointe er, at det er altafgørende i de kommende år, at vi som kirke og kristne er maksimalt tydelige om, hvad der er mennesket virkelige problem: synden i hjertet, og at der ikke findes nogen sand frelse, hvis dette problem ikke løses. Vores virkelige problem er ikke vores kropslige sygdomme, aldring eller materiel fattigdom. Disse er ”blot” afledte problemer, som kunne løses alle som én, uden at livet på jorden ville føles mindre uforløst. Det virkelige problem i hjertet – synden, ondskaben, egoismen – kan ikke fjernes af nogen kommende teknologi, den kan ikke bortopereres ved en kikkertoperation som en anden kræftknude. Den skal sones.

Løsningen på syndens problem findes derfor kun hos Jesus og i hans død og opstandelse. Her er svaret ikke: ”Bare hold dig i live lidt endnu!” men: ”Lad dig føde på ny!”. Eller med Paulus’ ord i Galaterbrevet 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”.

Kun hvis vores dybeste håb er til Jesus, og det kun er fra ham, vi forventer den sande frelse, kan vi gå en uvis fremtid i møde uden at miste fodfæstet.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights