Kan tavshed være larmende ? Det er i alt fald den følelse, som jeg sidder tilbage efter at 10-året for Folkekirkens indførelse af et vielsesriutal for to personer af samme køn er passeret.
Det skete stort set uden debatindlæg, kommentarer eller indlæg i diverse medier og teologiske fora – med formanden for ELN, Jens Lomborgs indlæg på ELNs hjemmeside og sognepræst Jens Ole Christensens kommentar i Kristeligt Dagblad som kærkomne undtagelser.
Manglen på omtale står i skærende kontrast til den debat, der udspillede sig op til den junidag for 10 år siden, hvor det nye ritual blev en autoriseret del af Folkekirkens ritualbog. Dengang var der mange, der havde noget at sige. Det er derfor, tavsheden opleves så larmende.
Måske nogle af jer, der læser dette tænker: Men hvad skal vi sige? Jeg forstår godt, hvis man ikke orker at sige mere. Ritualet er indført. Vi har taget diskussionen. Lad os nu komme videre. Jeg er også træt af at sige mere og ville hellere skrive om noget andet. Men der er mindst tre grunde til, at vi ti år efter stadig skal sige noget.
1. For det første har vi brug for dele sorgen over, at ægteskabsritualet for to personer af samme køn stadig står i ritualbogen. Det er ikke engang nyt længere. Det er blevet en del af den Folkekirkelige virkelighed. Den splittelse, hvor nogle af os valgte frimenighedssporet og andre folkekirkesporet, er stadig en smertelig virkelighed.
2. For det andet har nye præster og teologer ikke været en del af den teologisk diskussion, som foregik i de 10-20 år, der gik forud for indførelsen af ritualet. Hvis der ikke tales om, hvorfor ritualet burde pilles ud af ritualbogen, eller hvordan man som ny præst kan praktisere ikke at have ordinært gudstjenestefællesskab med brugere af det nye ritual, så er det jo en illusion at fastholde synspunktet i fremtiden. Hvis ikke løgnen til stadighed afsløres, sløres sandheden.
3. For det tredje så har vi brug for at samtale om, hvordan vi på den ene side kan hævde, at vielsesritualet for to personer af samme køn er så markant i strid med Folkekirkens egen bekendelsesgrundlag, at der med det nye ritual er sket et brud i den evangelisk lutherske kirke i Danmark og på den anden side i vores menigheder kan møde mennesker åbent og rummeligt uanset deres seksualitet. Den samtale har ELN på en fin måde lagt op til med udgivelse af sin nye vejledning.
Så vi har brug for andet end tavshed. Vi har brug for en fortsat samtale om, hvordan vi i praksis bruger ELNs vejledning fra 2013 og om, hvorvidt dele af den har brug for en opdatering. Måske den seneste debat om Folkekirkens lutherske bekendelse kunne være en anledning til en opdatering, der skitserer konturerne af endnu et spor, der fører i retning af en ny luthersk kirke i Danmark.
Foto: Henry Burrows, Flickr.com
Der var også pinlig tavshed ved 100 års jubilæet for det kup, som mange stadig kalder for den russiske revolution.
Ja der er alt for megen tavshed både når det gælder det forhold du nævner, om vielse af to af samme køn, og også når det drejer sig om andre forhold, der er i strid med sand bibelsk kristendom. Meget trænger sig på, og ind i menighederne. Jeg tænker på om det i alt for ringe grad kommer med på prædikestolen. Jeg er med på at det ikke er let, og at det koster noget af prædikanten. Men hvornår har det været let, i tider med frafald og opløsning, at tale Guds sande og uforanderlige ord ind i tiden.
Når man for eksempel rejser spørgsmålet om tjenestedeling og kvindelige præster i bibelkredsen, er det overraskende at næsten ingen tilkendegiver at de vil følge bibelens klare vejledning i det. Og man sidder tilbage med følelsen af at der trækkes overbærende på skuldrene over, at man kan hænge fast i et synspunkt som vi nu er færdig med at diskutere. For vi lever jo i en anden tid. Jeg tror at tavshed omkring mange spørgsmål medvirker til at mange langsomt glider med strømmen, og til sidst ikke kan se og tale klart om det der er klart i bibelen.
Derfor tak til dig for at tage det frem, og for det du peger på med dine punkter. Og tak til enhver der gør det i hvad sammenhæng det end er. Jeg har selv undret mig meget over at der ikke er flere af dem der kan skrive, som kommer frem i Kristeligt Dagblad om de emner der skal og må italesættes, hvis vi ikke alle skal falde i søvn. Og for at hjælpe dem der står i problemerne som homofile og andre svære ting. Som du skriver, at vi må kunne møde og rumme enhver uanset deres seksualitet. Vi må som menigheder og enkelte personer klædes på til dette gennem prædiken og undervisning.