Det langsigtede, seje, kedelige træk i de kristne organisationer har kæmpestor betydning for menneskers liv og velfærd.
For nylig gik en af mine kristne venner bort i en tidlig alder af en blodprop i lungerne.
Vi havde kendt hinanden i mange år. Været i menighed og bibelstudiegruppe sammen og i en periode været hinandens medvandrere.
Min vens hårde år
Min ven var ikke, som folk er flest. Han blev født og voksede op i en tid, hvor man ikke var gavmild med diagnoser, og hvad han helt præcist led af, får stå hen i det uvisse. Men det var tydeligt, at han ikke kunne passe et arbejde, og han var på pension næsten hele sit voksne liv.
Han var en meget mild og beskeden mand, og forstanden fejlede ikke noget. Hvis vi var i tvivl om, hvor et bibelvers stod, kunne vi altid få svaret hos ham. Men de sociale kompetencer var mildt sagt ikke i top. Han havde nogle forfærdelige år i folkeskolen, og hele livet igennem havde han svært ved at begå sig i almindelige fællesskaber. Plus andre psykiske udfordringer, som på nogle måder gjorde livet til en kamp for ham.
Alt det fremgik af den tale, præsten holdt ved begravelsen. Og det kunne så være dét – hvis ikke det havde været for de kristne institutioner og organisationer.
Missionsforening som et lys i mørket
Det var stærkt og rørende at høre, hvordan i sær Luthersk Mission igen og igen kom på banen og ‘reddede’ min vens liv og velfærd. Da han fik lov til at komme på efterskole over flere år. På højskole – to gange. Og blev en fast bestanddel af det lokale fællesskab.
Også Dansk Bibel-Institut og andre kristne organisationer kom til at spille en stor rolle for ham.
Jeg blev så taknemlig for disse foreninger og institutioner.
Jeg blev påmindet om velsignelsen i disse institutioner, som ikke er specielt smarte. Som er fejlbarlige og bliver kritiseret for snart det ene, snart det andet, både indefra og udefra. Men som skinner som himmellys i denne verdens individualistiske mørke. Fordi de er grundpræget af Guds ånd, der bøjer sig ned og favner det skæve; det, som i verdens øjne er kikset.
Støt det fjerne arbejde
Der er simpelthen en uerstattelig styrke i det fjerne, lidt kedelige, landsdækkende, langsigtede arbejde med at oprette og drive institutioner, lejre, forlag osv. Som ikke altid kan mærkes lokalt eller nødvendigvis i min lille familie lige nu og her, men som berører tusinder af menneskers liv. Herunder min vens.
Jeg er selv med i en relativt uafhængig frimenighed, hvor fokus i høj grad er på vores egen menighed og lokale virke. Det er der noget godt at sige om. Men hvis ikke vi som enkeltpersoner og fællesskab anerkender værdien og bidrager konkret til de store, kedelige landsorganisationer, har vi svigtet. Ikke bare en abstrakt idé og pligt, men konkrete mennesker, der risikerer at falde igennem – som min gode ven, der nu er hjemme hos Gud.
