Tanker gennem sommerlandet

På tur gennem sommerdanmark er det slående, hvor meget kristentro har sat mærker i landskabet. Datidens huse er for længst gået til grunde. Men kirkerne står der.

Dunkle skovbryn og vidtstrakte kornmarker. Venlige bakkedrag, store gårde, småbyer. Og kirker. Når øjet har sluppet den ene, dukker den anden snart op og vidner om tro gennem århundreder.

På tur gennem sommerdanmark er det slående, hvor meget kristentro har sat mærker i landskabet. Datidens huse er for længst gået til grunde. Men kirkerne står der.

Her har mennesker gennem århundreder kunne søge trøst og tilgivelse. Her har man siddet side om side og modtaget livets ord og livets vand, brød og vin. Her har man kunnet mumle en bøn for sig og sine. Her er dem, der har mistet, de bange, de skyldige, de hovmodige blevet mødt med ord til dom og til liv: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Kirkerne ligger der stadig. Hvem kommer der nu, og hvad hører de?

Hører de det budskab, de kan genkende sig i: Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte.

Hører de mon, at alle dem, som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn? Og bliver de trøstet med, at den, som tror, skal leve, om han end dør og opstå med krop til gensynsglæde og evigt liv?

Eller hører de et ekko af tidsånden? Velkomponerede taler med poetiske henvisninger og tolerance smurt ud over ethvert livsvalg. Hører de, at alle er jo Guds børn? At det nok skal gå alt sammen, og det gælder om at leve i nuet? Hører de, at opstandelsen blot viser os, at livet lever videre i minderne, i næste generation?

Er der levende vand under de karakteristiske tårne og tage. Eller er det blot luftspejlinger som lokker med vand, men i virkeligheden er blændværk?

Og menneskene de halser af sted. Bygger til og bygger om, så de kan hygge sig. Nogle steder bugner velfærden langs fortove, mens dagslyset andre steder er fortrængt med skidne, nedrullede gardiner. Ugunst og armod hører ikke kun fortiden til. Ej heller synd og skam og frygt.

Hvem skal sige dem, at de er elskede? Ikke for det de har. Ikke for det de kan. Men fordi Gud skabte dem og elskede dem, så han gav sin søn for at tage al synd og elendighed på sig.

Vejene snor sig. Hist et missionshus med friske blomster i vinduerne. Her et skilt med en ukendt bykirke i en større by. Kirken den er et gammelt hus, bygget af levende stene. Den er her endnu. Upåfaldende rundt omkring.

Gid der er levende stene under de gamle tage. Præster og lægfolk, der ved, at uden Bibelens klare tale, tørrer troen og livet ud.

Kornmarkerne langs vejene bølger i sensommerblæsten. Markerne er hvide til høst.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights