TAK!

‘Hvad tager du med dig fra 2020 – hvad har du lært det sidste år’? Sådan lød annonceringen af et tv-program efterfulgt af bla. disse svar; fælleskab, samfundssind og fleksibilitet. Begrebet taknemmelighed var ikke blandt de nævnte. Og det er vel heller ikke det mest oplagte at tænke på under en pandemi? Men jo, det er netop, hvad Gud vil lære os; at sige tak under alle forhold, selv under pandemier.

Taknemmelighed skal være denne nytårsblogs tema. Der ligger nemlig et kolossalt potentiale og en kraft gemt i det, at takke Gud. En befriende kraft, som kan løfte os op – og ud over os selv.

Helt objektivt set har takken til Gud sin grund i det enkle faktum, at alt, hvad jeg ejer, i virkeligheden er noget, jeg låner ufortjent, ja, hele livet er til låns. Jeg får det givet og opretholdt af Gud og skylder derfor altid Ham al tak.

Tak er i Bibelsk forstand ikke først og fremmest alene et resultat af, at noget konkret lykkes, opnås eller modtages. Den er snarere et middel, der kan befordre dyb fred og en fornyet taknemmelighed. Sagt med andre ord: at takke er ikke noget, jeg alene gør, fordi jeg er glad, men også noget jeg bliver glad af at gøre. Det er et aktivt valg at takke og må være en integreret del af  forholdet mellem Gud og mennesker.

Modgift mod utilfredshed og bitterhed

Tak er en decideret modgift mod bitterhed, især fordi den flytter fokus fra os selv til Gud. Den modgang og lidelse, vi kæmper med, bliver uundgåeligt ekstra tung, hvis bitterhed og utilfredshed bliver en dominerende drivkraft. Uden taknemmeligheden – på trods! – vil vi med garanti få en lidelse oveni lidelsen. Når vores opmærksomhed derimod vender sig mod Guds gode gaver, kan utilfredsheden overtrumfes. Det er en bevægelse, vi må gøre igen og igen, en livslang øvelse, som er god!

Tak og klage

Tak og klage er ikke modsætninger. Begge må leve side om side i hvert enkelt menneskes liv. Nogle har så tilsyneladende mere grund til at klage end andre, som tilsyneladende har al mulig grund til at takke. Og dog vil de, som ejer mest og har været mest forskånede for modgang, ikke nødvendigvis være mere taknemmelige – og omvendt. Sandheden er, at vi ikke kan udgrunde hinandens lykke og ulykke. Ikke engang vores egen kan vi i sidste ende udgrunde! Man kan møde mennesker, som fortæller, at de ikke ville have været deres lidelse eller modgang foruden. Det må være til eftertanke, men må ikke danne præcedens for, at alle skal kunne sige det samme.

Selv har jeg, med en mangeårig fysisk lidelse, aldrig kunnet sige sådan, for jeg ville virkelig gerne have været den foruden! Men det er ikke ensbetydende med, at jeg så også ved, hvad der i sidste ende – i Guds store perspektiv – bedst tjener min sande lykke. Det kan jeg nemlig slet ikke gennemskue. Jeg vover derimod at tro, at jeg ikke ville have lært takken at kende på samme måde uden dette lidelsesvilkår i mit liv. Det er uomgængeligt, at Gud gennem modgangen har styrket mit blik og min sans for hvor ufatteligt meget godt, jeg hele mit liv ufortjent har modtaget fra Ham. Og ville jeg være det foruden?

Thomas Kingo insisterer på takken i morgensalmen, ‘Vågn op og slå på dine strenge’, når han synger: ‘… gør med din tak en himmelgang! Gør vold oppå den stjerneborg og glem så længe verdens sorg’.

Ja, verdens sorg og lidelse er virkelig ubegribeligt stor! Og det er lige midt i dette mørke og denne elendighed, at takken skal findes – for året, der gik og året, der kommer.

Godt nytår!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights