Tættere på far

“Tættere på far”. Sætningen har rumsteret i mig siden jeg i sommers så filmatiseringen af “Udvandrerne”, Vilhelm Mobergs store roman. Som helt ung slugte jeg den dramatiske fortælling råt, både 7-binds værket og Jan Troells eminente tv-serie om svenskernes masseudvandring til Amerika i 1800-tallet. Fattigdom og sult tvang 1 mio. svenskere ud på en yderst farefuld rejse mod “den nye verden”.

“Tættere på far”! Ordene lyder igen og igen i en scene, hvor den familie, man følger, langt om længe går i land. Alt er kaos i det store menneskemylder, faren går forrest, moren og børnene følger efter. Det er alt om at gøre, at de ikke kommer væk fra hinanden. Og budskabet til børnene er enkelt: koncentrer jer nu alt, hvad I kan, om denne ene ting, at holde jer tæt på far! Som om hun vil sige til dem, at hvis bare I kan klare det, så skal alt det andet nok gå. Og det bemærkelsesværdige er, at hun bliver ved med at sige det, selv om børnene faktisk går så tæt på ham, som de kan. Det blev en prædiken til selvransagelse

– om hvorvidt jeg befinder mig i en sådan stadig bevægelse: tættere på min himmelske far.
– om det fatale i at komme på afstand af ham, at det kan ske for mig.

Kristnes liv og (ud)vandring er altid i en bevægelse, der enten forbinder os tættere til Gud eller fjerner os mere og mere fra ham. Det sidste sker for mange, og det skræmmende er, at det typisk sker i en glidende bevægelse. Måske begynder det med en lille bevægelse, en lille trang til at lægge lidt afstand, nedtone den kristne profil og gudsdyrkelse med bøn, bibel, kirke osv. For ingen står vel op en morgen og siger: “fra i dag vil jeg ikke længere være kristen”? Nej, ligegyldighed og lunkenhed er sjældent et aktivt valg.

Jeg tror aldrig, man kan komme for tæt på Gud, men til gengæld uhyggeligt nemt kan bevæge sig væk. Det går nemlig helt af sig selv, hvis man ikke holder sig tæt til ham, og måske især hvis man mener, at man heller ikke behøver det, men sagtens kan finde vejen frem og hjem selv.

I en tid og en verden, der ikke er optaget af at være tæt på Gud, er det mærkeligt at tænke på, at det alligevel bliver det ene forhold, som til sidst afgør hvert eneste menneskes evige ve eller vel.

Det var et vildt kaos for de svenske udvandrere på havnen den dag. Kaos i verden anno 2022 er  til at få øje på.

Men kan vi blot klare at holde dette fokus: “tættere på far”, så skal det ikke bare nok gå, men helt sikkert gå! For det lover den evige far, som har magt til at føre alle sine børn hele vejen gennem kaos og farer frem til den evige nye verden: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. (Johs. 10.27-28).

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights