Svar til FØBE: Mere salt i maden kunne bruges

Lene Dalsgaard Thomsen har tidligere blogget om FØBE, et nyt netværk for kristne kvinder i ledelse og formidling. Medstifter af FØBE Sara Nedergaard Askholm svarede derefter Lene i en blog på FØBEs hjemmeside. Bloggen her er en afsluttende replik fra Lene.

Der er mange gode ting, jeg har til fælles med FØBE-netværket. På alle måder deler jeg visionen om, at kristne kvinder må hjælpes til frimodighed i tjenesten for Guds rige. Jeg læser teologi, er præstekone og mor til tre. Jeg har på egen krop oplevet mange velsignelser, men også udfordringer ved at være kvinde i forskellige ledelsesrum.

Vi har brug for en kirke, som fremmer et tæt, dynamisk og respektfuldt samarbejde mellem mænd og kvinder i forskellige funktioner. Det er vi ikke altid gode til, og det drømmer jeg om mere af i fremtiden. Det tror jeg også, FØBE gør. Her ser vi det samme behov for opkvalificering og en fortsat samtale.

Men vi har også brug for en kirke, hvor vi er tydelige om rammerne, så frimodigheden kan blomstre trygt inden for disse. Her mener jeg ikke, at Kirkedanmark 2021 er rette tid og sted at nedtone betydningen af teologisk tydelighed om kønsidentitet og kønsroller.  Derfor forstår jeg f.eks. ikke, hvordan Sara Nedergaard Askholm kan skrive, at ”tjenestedeling ikke er et issue i netværket” – når det er væsentligt for mange af dem, som FØBE henvender sig til.

Ikke at vælge, er også et valg. I praksis bliver FØBEs manglende rammer et fravalg af nogle. Sådan vil det være.

Jeg drømmer desuden om, at vi af samtalerne med hinanden bliver bedre til, på en god måde, at være tydelige og synlige i verden og over for hinanden. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan stille kritiske spørgsmål. Til vores måde at læse Bibelen på, lede på, tale på eller leve på som kristne. Det gælder også for mig selv. Det er den svære kærlighed i den kristne familie.

Noget af det vigtigste, jeg har lært igennem det sidste årti af mit liv, er, at kristen ledelse altid søger at tjene fællesskabet og ikke sig selv. Det gælder som småbørnsmor, som præstepar i menigheden, som teolog og i et hvilket som helst arbejde med et ledelsesrum.

Jeg synes til tider, det er en hård åndelig lektie: Jeg skal i perioder opgive mig selv hver eneste dag på et plan, der kan synes helt umuligt for mig både fysisk, psykisk, relationelt og åndeligt. Men afkald og sagtmodighed er faktisk, hvad kristne ledere bør være forbillede i fremfor alt. Jeg kan kun lede andre til Jesus, fordi jeg selv er et ødelagt kar, som Jesus har taget til nåde, formet efter sin vilje og nu lyser på med sin kraft, så andre må se Jesus og ikke mig. Den kraft er håb for min tjeneste. Det er det eneste, der kan give mig ægte frimodighed i mit liv, som ikke forliser i utide.

Jeg tror aldrig, det bliver brandlækkert at være kvinde i Guds tjeneste, som Sara Nedergaard Askholm skriver i sin blog. Naturligvis er det heller på ingen måde brandfarligt – for eksempel har jeg jo lige selv skrevet en blog om emnet. Men jeg synes, det er brandærgerligt, at FØBE som netværk ikke vil melde ud om en teologisk ramme.

Vi er sendt som opmuntrende lys til en verden i mørke og som formanende salt til en verden i forrådnelse. Ja’er og nej’er må gå hånd i hånd – vi kan ikke nøjes med det første.

Jeg tror, at både kristne kvinder og mænd, men også kirken og samfundet som sådan kunne bruge noget mere salt i maden. Derfor har jeg givet FØBE et velment modspil.

Jeg vil sige mange tak for samtalen for nu – den fortsætter forhåbentligt andre gode steder – og ønsker FØBE et søsterligt Guds fred på vej!