Der sker et mirakel, hver gang der er dåb i kirken: Den døbte bliver genfødt, og får et helt nyt liv foræret af Gud.
Ifølge Bibelen er dåben ”det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Titus 3,5). Derfor lyder det også i Folkekirkens dåbsritual: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os …”. Og i de faste bønner ved dåben takker vi for, at Gud har givet os ”den hellige dåb, hvori han gør os til sine børn”.
I Folkekirken foreslår en dåbskommission for tiden et nyt ritual, der fortier dåbens mirakel og antyder, at alle er Guds børn fra fødslen. På den måde bliver dåben egentlig bare en slags konfirmation af noget, man altid har haft.
Det kan lyde åbent og imødekommende, men suger i virkeligheden kraften ud af dåben. I Bibelen læser vi jo, at Gud elsker alle mennesker, og at det er derfor, de kristne gik ud i verden og døbte, så folkeslagene kunne blive børn af ham.
Når alt andet ramler, står dåben stadig fast. Vi kan læne os op ad den, uanset livets omskiftelighed. For her gav Gud os børnerettigheder. Bliver denne kostbare gave pillet ud af et nyt dåbsritual, er det selve hovedsagen, man kasserer.
