Jeg var i biografen forleden og så den tyske film Stella. Et liv. En film om den tyske jøde Stella Goldschlag, som i løbet af 2. verdenskrig endte med at blive en vigtig undercoveragent for nazisterne i deres bestræbelser på at få de jøder i Berlin, der endnu formåede at skjule deres identitet, lokket ud i lyset – og i fangenskab og død. Hun blev således anledning til et sted mellem 600 og 3000 landsmænds død.
I stigende frygt for sit eget liv overgiver Stella sig skridt for skridt til nazismen og lader sig inddrage som deres proselyt.
Stella overlever krigen og filmen runder af med et kort glimt af hendes efterkrigsliv, som handler om, at hun kom for retten i 1957 og blev idømt 10 år fængsel, som hun imidlertid allerede havde afsonet i det sovjetisk overtagede område, og derfor blev hun til manges store skuffelse og vrede frikendt. Et par slutlinjer fortæller, at hun mislykket forsøgte at tage sit eget liv i 1984. 10 år efter gjorde hun det igen, denne gang endegyldigt.
Hvad filmen ikke fortæller er, at hun efter krigen blev åbenlys antisemit.
Filmen er rystende. Jeg fik undervejs lyst til at forbande Stella Goldschlag højlydt i biografens mørke. Men dagen efter mit raseri over, at et menneske kan blive så menneskeligt afstumpet, frembragte det en endnu mere ubehagelig følelse af, at filmen har fat i noget grundmenneskeligt, noget der i bund og grund findes som et potentiale i os alle sammen.
Overvejelsen melder sig: Hvordan ville jeg selv have reageret, hvis jeg blev presset i bund af tortur og rædsel for at miste mit eget liv? Ville jeg have sat mit eget liv over alle andre liv, været villig til at ofre alt og alle for min egen overlevelses skyld?
På den måde rammer filmen den menneskelige grundskade.
Og på en besynderlig bagvendt måde har den tillige en ubehagelig aktualitet i forhold til nutidens strid mellem Israel og Gaza. Alt mens man i hovedsag kan tilslutte sig den ene side af konflikten, er det ubehagelig let også at få øje på upålidelige, troløse personer og handlinger på begge sider.
Filmen og eftertankerne fik mig til at tænke på den fremragende tv-serie Breaking Bad, som jeg så for nogle år siden. I den tv-serie bevæger hovedpersonen sig ligeledes fra menneskelighed til umenneskelighed. Fra starten og langt hen har man sympati for hovedpersonen. Længe forstår man de mere og mere fejlagtige handlinger. Men til sidst melder det sig med klarhed, at én ting har været afgørende styrekraft og ført helt ud over afgrunden: egocentrismen.
Forfatteren til Breaking Bad, Vince Gilligan, sagde i et interview ved enden af serien, at det var svært at skrive historien om en sådan person, fordi han er så mørk og moralsk tvivlsom: ”Jeg kommer til at savne det, når det hele er ovre, men på et vist plan bliver det også en befrielse ikke at have denne person i mit hoved længere”.
Problemet er imidlertid, at personen ikke bare befinder sig i hovedet på en forfatter, i en fiktiv tv-serie eller i en film om en virkelig person. Personen sidder i hjertets mørke kælderrum i os alle sammen som vores menneskelige grundskade.
Filmen lukker os ind i grundskaden, men leverer ikke et svar på en mulig helbredelse. Og dybest set er der også kun én eneste mulig helbredelse: Guds nåde og barmhjertighed. Som jøden Paulus med dyb selverkendelse kunne udtrykke det, ham der også fik bragt en mængde jødiske landsmænd til henrettelse, på grund af deres Kristus-tilslutning: ”Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.”
