Hvis ikke du ved, hvad du skal se i ferien, så se Shtisel.
Min mand vil egentlig ikke abonnere på Netflix. Det er noget med selskabets holdning til en stramning af abortlovgivningen i Georgia – det nye ’Hollywood’.* Men så er det jo godt, at man kan låne datterens Netflix… Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Eksemplet er ikke langt fra den virkelighed, der bliver udrullet i den israelske Netflix-serie Shtisel. Også dér vokser pragmatiske vildskud i princippernes muld. Gennem tre sæsoner på i alt 33 afsnit følger man en ultraortodoks familie i Jerusalem. Gennem hverdagens trakasserier, torah-studier, dilemmaer, nedrige kneb, poetiske drømme, kærlighed og jalousi portrætteres mennesker hjerteligt, ømt og afslørende. Alt sammen er det gennemsyret af jødisk ortodoks levevis. En kulturlomme, hvor Torah’en er altings målestok og en uudtømmelig visdomskilde.
Jeg så alle afsnit i løbet af en uge. Når familien gik i seng, gik jeg på Netflix og blev hængende. Det er der mange grunde til. En af dem er fascinationen af at blive lukket ind i et ellers lukket land. At se et religiøst fåtal fastholde traditioner som værn mod sekularisme. Og på sin egen måde blev Shtisel en sær sidelæns opbyggelse. Det handler blandt andet om, at man som konservativ kristen på en måde står og kigger ind ad vinduet til sig selv og vores historie.
Selv om dobbeltmoralen stort set er konstant til stede i front eller i kulissen i Shtisel, så er det opbyggende at betragte:
- Den ubetingede tillid til de fem Mosebøger, til Torah’en. ”Find dit svar i Torah’en,” siger rabbineren til en ung studerende i sit livs dilemma. Og “det virker” faktisk.
- Glæden ved Torah’en. Intet er så stort som det at studere skriften. Og diskutere dens fortolkninger. Og sætte dem ind i en nutidig kontekst. Og blive ved. Og ved. Og ved.
- De allestedsnærværende udslag af tro. De daglige bønner. Den aldrig glemte taksigelse til livets Skaber, om det så er før indtagelsen af et glas vand. Den gentagne påmindelse om Guds ord gennem Mezuzah’en, den lille kapsel med et skriftsted på dørkarmen, som man giver fingerkys, hver gang man går gennem en dør.
- Kombinationen af ihærdige arrangementer af enhver slags og ”lad Gud råde” i enhver henseende, i enhver samtale.
- Respekten for kvinden – også selv om det er meget fjernt, at hun efter ægteskab går med tildækket hår. Shtisels mange kvinder er under parykkerne både forskellige, snarrådige, magtfulde, handlekraftige og kærlige. Det er så ukorrekt og forfriskende.
- At der i mellemrummet mellem den første erotiske længsel og fuldbyrdelse vokser anelser og poesi og nuancer. At behovsudsættelsen giv rum for omtanke, afsøgning og tilnærmelse. At kærligheden – også – er vilje. At kærlighed er.
Køber jeg hele pakken? Nej, selvfølgelig ikke. Men Shtisel og den troværdige fremstilling af religiøse, levende, skønne, irriterende mennesker minder om, hvilke værdier der suser det sekulære samfund forbi.
Og selvfølgelig skriger det til himlen(!), at de stadig venter på Messias. Jesus er her jo. Des mere er det godt at besinde sig på tillid til og glæde over Bibelen, en tro der gennemsyrer hverdagen, respekten for mennesket og på at lade livet gro i gode rammer. Sikken rigdom.
God sommer!
Shtisel. En Netflix-serie. Instruktør: Alon Zingman. Medvirkende bl.a. Shira Haas, Doval’e Glickman, Michael Aloni, Neta Riskin, Zohar Shtrauss. Spilletid: 3 sæsoner med 12, 12 og 9 afsnit af ca. 45 min.
*Vi har nu fundet ud af, at Netflix ikke boykotter Georgia. Blot for god ordens skyld!
