Optimismen rider parcelhusdanmark som en mare. Haven, køkkenet, loftet, tapetet. Der er ikke den detalje, som ikke skal optimeres. Knap er det ene ordnet, før det næste projekteres. Opmærksomhed, penge, kræfter og weekender indkapsles på matriklen.
Hjemmet er vores vigtige base. Ingen opladning – ingen tjeneste, og rammerne har betydning. Men hvornår er det nok? Har I snakket om, hvad der ikke skal optimeres hjemme hos dig/jer? Har I i øvrigt husket at sende f.eks. 10 % afsted til andre, inden boligen, ferien og oplevelserne snupper resten? Hvilken konsekvens har det, at din/jeres skat ikke er fysisk? Hvordan kan de fysiske rammer velsigne dybest og bredest?
For det er vel det, vi dybest set ønsker: At huset eller lejligheden må velsigne så dybt og bredt, som muligt. Den danske samtale når bare sjældent længere end det foregående og kommende projekt. Sæt derfor boligprogrammet på pause, bed en bøn og start med at overveje: Hvad skal ikke optimeres?
Hvad er det virkelig vigtige i livet? Når det kommer til de fysiske omgivelser, har jeg i mine 44 år, boet mindst 23 forskellige steder i mit liv, 5 måneder var på et krisecenter. Få kvadratmeter værelse til min søn og jeg. Fælles køkken, bad og toilet. Og der var størrelsen eller udseendet af værelset ikke det der betød noget, men om min søn og jeg var i sikkerhed. For når først ens basale behov for et trygt liv ikke opfyldes, gør det bestemt ikke noget, hvor lækre eller luksuriøse ens omgivelser er.
Hvis haven, køkkenet, loftet og tapetet virkelig fylder hele ens horisont, lever man et liv “hvor man har alt”. Du skriver “Den danske samtale når bare sjældent længere end det foregående og kommende projekt”. Men spørgsmålet er, om vi danskere faktisk i virkeligheden er fyldt op til randen af byggeprojekter? Taler vi måske kun om et kommende projekt, fordi vi ikke tør åbne os op, og så er det et socialt emne hvor man let kan bidrage?
Jeg spørger mig selv, om vi mange gange i virkeligheden vælger at fortælle om hus-projektet som en “facade” der i virkeligheden ikke er vigtig for os, fordi vi ikke vil eller tør belaste andre med bagsiden af medaljen. F.eks at man råber af eller slår sin kone? At man er bange for at manden ikke er en kristen, og at det vi smitte af på ens børn? At man kæmper med homoseksuelle følelser eller anden seksuel synd, så som porno? At man har svært ved at finde ind i en menighed, fordi man er autist og har et socialt handicap? At man er bange for at man bare går blandt kristne, men ikke selv har grebet frelsen og vil gå fortabt? At Gud synes borte eller tavs? Eller alt muligt andet? Hvad er socialt acceptabelt at fortælle om?
Derfor: Lad os give hinanden plads til at være uperfekte. Skynder du dig altid at fortælle om din nye facadeting, så som den nye udestue, så overvej om du blokkere dig selv for at sige noget du faktisk virkelig gerne ville dele med andre, og måske har brug for hjælp til. Og er det ikke tilfældet, så overvej om du lukker adgangen for den anden til at fremstå uperfekt, når du selv viser din perfekte forside og bare viser, at du har styr på dit liv!
Lad os gå et spadestik dybere med hinanden. Dele tro og liv. Ikke overflade… For det er egentlig totalt ligegyldigt om du bygger eller bygger om, hvis fundamentet du bygger på ikke er i orden. Men har Gud den rette plads i dit liv og har du og din familie det godt, så nyd Guds velsignelse. Også med den nye udestue.
Mattias, du stiller spørgsmålet “Hvad skal ikke optimeres?”, Jeg vil hellere stille spørgsmålet: “Hvordan fokuserer vi bedst på, det der virkelig betyder noget?” Både når vi overvejer vores eget liv, og i samtalen med andre. Derved bliver vi ikke til “et rungende malm og en klingende bjælde”. Lad os i vores samtaler, i stedet for det materialistiske, mødes om vores tro, vores håb og vores kærlighed til Gud og hinanden. Og alt det der er så vigtigt at dele med hinanden.
Og sådan er det måske også allerede delvist i mange menigheder, og også i min. Og jeg tror det er åndens arbejde der gør, at tærsklen til “bagsiden” bliver mindre indbyrdes imellem os i “menighedsfamilien”, end jeg oplever den ude i verden.
Jeg, der på mange måder er mislykket efter en del standarter, kan bare ikke tale med om det store hus og de ombygninger der gøres på det. Ej heller det gode parforhold, succesfulde børn der bare klare sig godt, ferierne osv. Jeg forsøger at byde ind. Men hvad skal jeg tale om? Mit arbejdsliv måske? Det er tilpas overfladisk, og alle kan lide en jordemoder, hvis bare jeg ikke fortæller om den døde baby på fødegangen for en måned siden!
Men når andre lukker mig ind i deres sårbarhed, og fortæller om deres håb, deres tro eller den kærlighed der ikke altid er let, er vi først for alvor i øjenhøjde, og jeg har noget at byde ind med. Så bærer vi hinandens byrder og styrker hinanden.