Skandinaviens bedste flertalskirke

Det er lettest at få øje på problemerne i folkekirken. Men i Danmark har vi en unik mulighed for at profilere kirken i overensstemmelse med klassisk kristen tro. Med unik mulighed for at forkynde evangeliet.

Når man i mange år har været engageret i den danske folkekirke, er det lettest at få øje på problemerne. De to største problemer er for det første lærepluralismen, hvor de bærende værdier i en kristen kirke omtolkes eller forties. For det andet er det ”den fjerne kirke”, at mange medlemmer er tilfreds med, at kirken er der, hvis man skulle få brug for den, men de bruger den ikke eller meget sjældent. Sammen med, at kristendomsundervisning mange steder stort set er forsvundet fra folkeskolen, er det årsag til, at der i det kulturkristne Danmark er en udbredt uvidenhed om, hvad kristendom egentlig er.

Når jeg alligevel kalder Danmark for Skandinaviens bedste flertalskirke, så skyldes det den udbredte lokale frihed, der er i Folkekirken til forskel på det, vi hører fra Norge, Sverige og Finland. En lokal præst og menighedsråd kan profilere deres lokale kirke i overensstemmelse med klassisk kristen tro og holde sig til bibel og bekendelse. Helt uafhængig af, om flertallet af nabokirker i området og de kirkelige og politiske myndigheder ikke er begejstrede for det, jeg kalder klassisk kristen tro.

Denne profilering går ikke af sig selv, men er et fortsat arbejde mellem præst, menighedsråd og de mennesker i lokalmenigheden, som står for en bibel- og bekendelsestro vækkelseskristendom. Efter næsten 50 års engagement i denne sag er mit budskab, at det i dag lykkes overalt i landet, hvor en gruppe mennesker over tid satser på det.

Indimellem er det nødvendigt at udnytte de danske frihedsordninger, danne valg- og frimenigheder, bruge tilkaldegudstjenesteordningen, løse sognebånd og satse på en menighed uden for sit eget lokale sogn osv.

Det går ikke altid uden en del kirkepolitiske forviklinger og diskussioner, men det lader sig gøre. Og når Danmark har udviklet sig til at have Skandinaviens bedste flertalskirke, er det også, fordi der generelt er stor opbakning til disse lokalmenigheder. Der kommer ret og slet en god flok i kirke i luthersk profilerede vækkelseskirker. Og der er mange mødesteder til den almindelige dansker, hvor vi har en unik mulighed for at forkynde evangeliet.

En vigtig brik i dette arbejde er den fortløbende produktion af veluddannede teologer. Dette må en tidligere rektor på Dansk Bibel-Institut jo næsten mene.

Derudover og lige så vigtigt er uddannelsen af kirke- og kulturmedarbejdere/sognemedhjælpere, som kan specialisere sig i evangeliserende, diakonalt og sjælesørgerisk arbejde for børn og voksne (jf. bloggen 1000 sognemedhjælpere i folkekirken).

Endelig er der behov for organister og andre ansatte, der brænder for kirkens klassiske værdier og etik. Og så det vigtigste til sidst: Opbakningen og engagementet fra de mange, for hvem den ugentlige kirkegang er gået i blodet, og som er deres skrøbelighed så bevidst, at de har brug for evangeliets ord om tilgivelse mindst en gang ugentligt.

7 kommentarer til “Skandinaviens bedste flertalskirke”

  1. Jeg synes dette fremstår som et naivt synspunkt med en blindhed for den gradvise udvanding, undertrykkelse og dermed tilpasning Folkekirken giver. Vi er altså i 2023 og ikke i 1983.

    Svar
  2. Tak for kommentaren. Det giver mig anledning til at fremhæve mine refleksioner over, hvad jeg personligt har arbejdet for siden først i 90’erne i Folkekirken, og hvad ELN også på landsplan har arbejdet for. Jeg kalder dette “calmeyergatelinjen”, fordi de grundlæggende principper blev formuleret tilbage i 1920 af 1000 mennesker fra det kirkelige Norge ved en storsamling. Jeg har sidst skrevet om det i det elektroniske tidsskrift, eMissio.net: https://emissio.net/index.php/emissio/article/view/66/67
    I statskirken i Norge, Sverige og Finland kan man i dag ikke praktisere “calmeyergatelinjen” på grund af ensidighed i kirkens ledelse. Det kan man derimod fortsat i Danmark pga. den frihedslinje, der præger den danske kirke. Derfor kan man fx. lave frimenigheder og valgmenigheder i Danmark. Det kan man faktisk ikke på samme måde i de andre nordiske lande.

    Svar
  3. Børge Haahr Andersen har i mere end 10 år været “pastoral vejleder” i ELN og er formand for vejlederrådet. Og dertil kommer, at han har været rektor for Dansk Bibel Institut i 17 år. Han er med andre ord ikke hvem som helst. Jeg respekterer hans holdning til folkekirken, men er samtidig dybt uenig med ham.
    For et års tid siden havde jeg en samtale med Børge om folkekirken, hvor jeg efterlyste en mere nuanceret debat og gav udtryk for, at jeg savner, at der også bliver givet plads til argumenter for et andet kirkesyn.
    Jeg vil spørge Børge og ledelsen i ELN om det er bevidst eller tilfældigt, at der lige præcis nu bliver reklameret ensidigt for folkekirkeordningen i et blogindlæg på forsiden af ELN´s hjemmeside? Mig bekendt har ELN ikke et bestemt kirkesyn, men giver frihed til også at arbejde for et alternativ til folkekirken.
    Selv mener jeg, at tiden er kommet til at bryde ny jord og danne en ny luthersk kirke i Danmark og jeg har sammen med Brian Christensen, Henrik Hadberg, Christian Poulsen og Peter Nissen deltaget i en lille selvbestaltet tænketank om dette. Og lørdag den 18.nov har vi inviteret en bredere kreds af mennesker til et møde i Odense, hvor vi sammen og for Guds ansigt vil overveje de næste skridt.
    Ifølge Børge er folkekirken Skandinaviens bedste flertalskirke, og hans begrundelse er den særlige frihedstradition, som findes her. ”En lokal præst og menighedsråd kan profilere deres lokale kirke i overensstemmelse med klassisk kristen tro og holde sig til bibel og bekendelse. Helt uafhængig af, om flertallet af nabokirker i området og de kirkelige og politiske myndigheder ikke er begejstrede for det, jeg kalder klassisk kristen tro.”
    Det mener jeg ikke er rigtigt. Tværtimod er jeg alvorligt bange for, at folkekirken er verdens farligste kirke at være medlem af. For det er jo en illusion at tro, at man kan eksistere ”helt uafhængigt af” et flertal, som står for en helt anden kristendom. Undskyld, men jeg mener, at det er et naivt synspunkt, som kræver, at man går med skyklapper eller slet og ret lukker øjnene for virkeligheden. Jeg tænker tit på, hvad alle de unge nyuddannede teologer fra MF og DBI skal betale for at få embede i folkekirken. Og hvilke holdninger de kommer ud med efter at have været tvunget til også at tage en stor del af deres uddannelse på universitetet.
    Jeg er ikke ene om at mene, at den tid vi lever i nu, mere og mere ligner oldkirkens tid. Dengang kæmpede kirkefædrene en kamp på liv og død mod lærepluralisme og gnosticisme. Og ud af denne kamp voksede den etablerede ortodokse kirke frem. Den blev ikke mindst defineret gennem de store kirkemøder og de fælles trosbekendelser, som blev vedtaget her, og som vi stadig bruger og forpligter os på.
    Kirken er i dag i hele vores del af verden på ny blevet fyldt af lærepluralisme og gnostisk teologi. Men til forskel fra den gang er kampen langt hen ad vejen blevet erstattet af pragmatik og påberåbelse af mindretalsret. En anden væsentlig forskel er, at de politiske magthavere fra og med Konstantin den Store understøttede kampen mod vranglæren og selv indkaldte til kirkemøderne. I dag bekæmper de politiske magthavere aktivt bibeltro kristendom i folkets kirke.
    Som jeg ser det bliver den vej, som Børge anviser, stadig mere smal og ufremkommelig. Det kunne så være, hvis det samtidig var dén smalle vej, som Jesus anviser os at gå. Men det mener jeg ikke det er. Tværtimod er jeg bange for, at flere og flere enten føler sig tvunget til eller helt frivilligt vælger at gå ud på den brede vej for at kunne blive i folkekirken og kunne nyde friheden der.

    Svar
  4. @Børge HA. Selv tak for kommentaren, Som du selv skriver i din artikel, er der ikke og har aldrig været overbevisende opbakning til Calmeyergate-linjen i Danmark. Det kan være den har fungeret for dig og andre gode folk i din generation, men det er min oplevelse, at det smuldrer for generationen under 60 år. Det fremgår jo også af din artikel, at MF i Danmark aldrig har bakket linjen op. Med al respekt for DBI fylder MF mere i folkekirken. Problemet bliver jo allerede principielt, når teologer under tvang skal lade sig ordinere og indsætte af kirkefolk, som de ikke deler overbevisning med. Dertil kommer at den generelle opbakning til de traditionelle missionsforeninger i de yngre generationer er vigende, hvilket er en forudsætning for din ‘Hallesby-linje’. Så jeg fastholder, at en tro på Calmeyergate-linjen i folkekirken er naiv og urealistisk. Til gengæld tror jeg på internationalt samarbejde, inspiration og sammenhold, som også spiller en vigtig rolle i din artikel.

    Svar
  5. Kære Carsten Dalsgaard og Peter Nissen
    De holdninger, jeg giver udtryk for i mit blogindlæg, er helt mine egne. Vi har andre emner, som vi i vejlederråd og gruppen i landsledelsen gennemdrøfter i fællesskab og finder en fælles holdning til sammen med repræsentantskabet og i dialog med ELNs medlemmer. Men det har jeg ikke gjort i denne sag. Jeg har blot registreret, at mens de andre skandinaviske lutherske flertalskirker undertrykker flertallet, så er der fortsat en stor frihed i den danske kirke. Blandt andet frihed til og lovgivning til at melde sig ud af folkekirken, danne frimenigheder, der har ret til at bruge den lokale kirke m.v. Mig bekendt har I begge gjort brug af denne frihedsordning og organiseret jer i lutherske frimenigheder. Dette kunne I ikke gøre, hvis I boede i Norge eller Sverige – i al fald ikke på samme måde.
    Jeres alternativ er en luthersk frikirke. Dette vil jeg ønske jer Guds velsignelse med, for det er ikke en enkel proces at danne. Jeg har faktisk til gode at se, hvilke udenlandske eller danske forbilleder I vil støtte jer til. Men jeg ser frem til, at I bliver færdig med udvalgsarbejdet og realiserer Skandinaviens bedste mindretalskirke. De sidste 30 år har du talt om en luthersk frikirke, Carsten. Nu må tiden være kommet til, at visionerne får kød og blod.
    Når den så er i gang, tror jeg fortsat I får brug for det netværk, som ELN er. I al beskedenhed tror jeg, I får brug for en naiv og enfoldig kristensjæl som jeg og andre. Med mindre I vil isolere jer fra andre lutherske kristne i folkekirker og frimenigheder, sådan som visse lutherske frimenigheder har for skik. Men når I så direkte kritiserer mig for at være naiv og gå med skyklapper på, så er mit svar: Så kom dog selv i gang med at realisere det, I har talt om år efter år. I må gerne fortsætte med at kritisere os andre, men det er lettere at tale sammen, når det sker på baggrund af en reel kirkedannelse i stedet for en konstruktion, som foreløbig ikke er andet end et udvalgsarbejde.
    Jeg afrunder min debat her med denne kommentar. Men jeg er altid klar til at snakke videre over en kop kaffe

    Svar
  6. Kære Carsten – tak for kommentaren!

    Til dit spørgsmål til ELN, om det er tilfældigt, at der “lige nu bliver reklameret ensidigt for folkekirkeordningen i et blogindlæg på forsiden af ELN´s hjemmeside?” kan jeg kort svare: Ja, det er helt tilfældigt. Børge Haahr Andersen er fast medlem af bloggerstaben, og det står alle bloggere frit for at vælge, hvilket emne de blogger om.

    Og når ud skriver, at dig bekendt har “ELN ikke et bestemt kirkesyn, men giver frihed til også at arbejde for et alternativ til folkekirken,” så har du fuldkommen ret i det.

    Da ELN senest var medarrangør af en konference for valg- og frimenigheder, var der f.eks. et seminar om mulighederne for at danne en ny luthersk kirke i Danmark. Seminaret blev netop afholdt af den gruppe, som du nævner og er med i. Det er ikke en sag, hvor ELN går forrest, men vi følger arbejdet med interesse.

    Som det står i ELN’s vedtægter er formålet med netværket “at at skabe et fællesskab mellem evangelisk-lutherske kristne i Danmark uanset deres menighedsform samt at aktualisere bibelske sandheder i kirke og samfund.”

    Derfor arbejder vi på tværs og respekterer, at mennesker ser forskelligt på, om de vil være i folkekirken eller stå uden for. Det betyder ikke, at der ikke må være debat. Det er givende, at kristne kan udfordre hinandens holdninger i respekt for, at man kan vælge forskelligt.

    Håber det er svar på dit spørgsmål.

    De bedste hilsner
    Dorte Sig Leergaard, landsleder

    Svar
  7. Kære Børge
    Tak for dit svar. Jeg kunne virkelig være fristet til at fortsætte diskussionen, men det er vel ikke stedet at gøre det her. Der er meget mere at sige, men måske vi skal gemme det til en gang, hvor vi begge kan nå den samme kande kaffe.
    Jeg vil dog afslutningsvis gerne sige, at ja, det er ikke fordi det forekommer som en let løsning at forsøge at danne et nye kirkesamfund. Tværtimod. Nogle vil endda sige – dig måske også – at det er et umuligt og håbløst forehavende. Og dermed siger man så også, at der ikke findes noget (realistisk) alternativ til folkekirken. Jeg vil vende det om og sige, at folkekirken for mig ikke er noget alternativ. For folkekirken forfører det danske folk og er i virkeligheden ikke nogen sand kirke. For en kirke uden grænser og som er åben for ”Loke såvel som for Thor” kan efter min mening ikke være en kirke, og det mente Grundtvig vel heller ikke.
    Det vigtigste for mig her og nu er, at emnet med kirke og kirkesyn ikke skal være et tabu i vores sammenhænge. Og det vil jeg hermed gerne være med til at forhindre.

    Svar

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights