Danskerne har ikke råd til julemad. Et selvforskyldt problem, mener nogle. Uanset står ét tilbage: Frygten for en jul uden and er en realitet i flere hjem. Dét efterlader kirken med en unik indkøbsseddel i hånden.
De klager.
Påstanden kan ikke misforstås. Den ældre dame, der sidder overfor mig, ikke så meget som ryster på hånden, da ordene trænger over hendes smalle læber.
De. De mange danskere, der efter eget udsagn frygter en jul uden den famøse juleand på det fint pyntede middagsbord.
Det er de danskere, der gang på gang er tonet frem på TV-skærmen for at – vil ikke blot den ældre dame påpege – klage deres nød over en bankkonto, der tilsyneladende løber tør, inden julemiddagen kan nå at komme i hus.
Juleand eller Legoland?
Måske har den ældre dame med de smalle læber ret. Måske kunne trængte danskere som førtidspensionisten Dorthe have sparet den nye trøje, sommerhuset eller turen i Legoland til fordel for den duftende ande-spise.
Præcis, som man – understreger den ældre dame – gjorde det, da man under 70’er-krisen syede en ekstra lap på buksebagen, gjorde kødsovsen lidt tyndere og parkerede bilen i garagen om søndagen.
Måske burde Dorthe gøre det samme. Måske gør hun det allerede.
Jeg ved det ikke – og jeg ønsker ikke at vide det. For én ting er jeg sikker på: Dorthes følelse af en tom bankkonto, der ikke efterlader plads til julens vanlige goder, er reel. Den følelse kan hverken jeg, en ældre dame eller diverse veltalende økonomer tage fra hende.
Serveret på et sølvfad
Det er en følelse, der åbner døre. Døre, der giver den kristne menighed en unik mulighed for at udøve den næstekærlighed, som bør findes i enhver kirke og menigheds DNA.
En næstekærlighed, som Dorthe tydeligvis efterspørger. Indkøbslisten er skrevet. Det eneste, der mangler, er én eller flere, der tager listen i hånden, pengene i lommen og begiver sig mod købmanden efter den frosne juleand.
En sådan mulighed for at yde hjælp til næsten får kirken sjældent serveret på et større sølvfad – og dét endda midt i en juletid, der har verdens største budskab om næstekærlighed som omdrejningspunkt.
Det største ønske
For hvem ved. Måske kan det beskedne ønske om en juleand en dag veksles til et ønske, der rækker langt videre end det.
Til et ønske om at kende ham, der ikke blot ofrede Brugsens bedste juleand, men sit eget liv for at give os en himmelsk julefest, hvor lysene aldrig går ud.
Vejen til et sådant ønske er ofte kringlet. Så hvorfor ikke starte med en indsamling og en shoppetur i køledisken efter den elskede juleand – måske endda flankeret af en hilsen med julens næstekærlige budskab?
