Se op!

Vi lever i en konkurrencekultur, hvor vi måler og vejer os selv ift. til andre, og hvor frygten for at føle sig utilstrækkelig kan præge vores måde at være på – mere eller mindre ubevidst. Konkurrencekulturen kan få os til at skjule vores grundlæggende personlighed og i stedet udvise en personlighed, der er præget af, hvordan vi gerne vil, at andre skal se os.

For nogen tid siden var jeg til en gudstjeneste, hvor der blev snakket om kirken som et præstationsfrit rum. Et rum, hvor det ikke handler om at skulle præstere for at være en del af fællesskabet. Det er ikke altid min oplevelse af kirken. Ikke fordi, at der ikke bliver talt om, at vi alle er velkomne, og skal komme som vi er, men jeg tror, at det kan være svært at komme i det kristne fællesskab, hvis man føler, at man træder ved siden af det, man ser.

Jeg er selv præget af konkurrencekulturen, og oplevelsen ovenover bunder nok lige så meget i egen usikkerhed og handler lige så meget om én selv, som det gør om alle andre.

Måske hjælper det, hvis jeg vender blikket opad. Kirken inviterer os til et fællesskab med hinanden, men den inviterer os først og fremmest ind i fællesskabet med Jesus. Vi er en del af et samfund, som lægger op til at vi skal udvise selvstændighed og uafhængighed, men på de første sider i Bibelen læser vi noget andet. Vi læser, hvordan mennesket blev skabt i fællesskab til fællesskab, og det kendetegner ikke kun de første sider i Bibelen.

Hos Gud finder jeg et fællesskab, hvor jeg ikke skal præstere. Gud fortæller mig, at jeg er elsket og værdifuld – skabt i hans billede. Hvad har det af betydning, hvis jeg bruger de ord i min fortælling om mig selv?

Lyset i krukken

Jeg vil gerne kunne selv, og jeg skal øve mig på at kigge på Jesus og dét, som han har præstereret i stedet for at kigge på mig selv og mine egne præstationer. Mine præstationer, uanset hvordan disse udformer sig, er bare ikke nok. Det kræver en selverkendelse, som jeg ikke altid synes er nem. Jeg vil jo gerne selv – men det kan jeg ikke. Jeg har brug for én, der er meget større end mig selv. Guds respons på dét var at sende Jesus.

Hvad har det her så med fællesskabet at gøre? Jo, jeg tror, at vi ved at vende blikket til Jesus, måske kan finde en styrke i at udvise den sårbarhed og de brister, vi har.

Det blev tydeligt for mig, da en præst brugte et billede af os mennesker som krukker. Når jeg tror på Gud, har jeg fået del i en kærlighed, der er større, end jeg forstår. Det er lyset i krukken. Vi har alle revner; uperfektheder, synd, der er en del af det at være os. Lyset i en krukke uden revner har ringe betingelser for at give lys. I en krukke med revner får lyset andre forhold, og det får lov at skinne kraftigere. Måske er det netop gennem de revner, vi alle har, at Guds lys kan skinne stærkest.

Når jeg tør være ærlig om min mistillid til Gud, min afhængighed af andres anerkendelse, min egen u-formåen eller noget helt fjerde. Det kræver noget at være ærlig omkring de sider af sig selv, som man måske helst ville gemme væk. Det kræver, at nogen tør. Måske kan nogen være dig og mig?

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!