Puha. Det har godt nok været et mærkeligt år. Men der er grund til optimisme.
I de kommende uger kommer der små, spæde knopper på de tre bornholmske figentræer, som står uden for kirkesalen i menigheden, hvor jeg hører til. Træerne gør deres bedste. Et flot syn i Vestjylland. Så mangler vi bare noget sol og sommer.
Sidste år plukkede jeg frugten og kan skrive under på, at de smager skønt. Skær frugten i skiver sammen med tomater og en kugle af frisk mozzarellaost, drys med salt og peber og rigeligt olivenolie. Det er smagen af sommer og går godt sammen med en smørstegt rødspætte fra Vesterhavet. Velbekomme, sommeren er nær. Toscana, gå hjem og vug!
Jesus bruger et sted figentræets blomstring til at minde os om, at han står lige for døren: “Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette ske, at han står lige for døren.” Det er selvfølgelig ham selv, han taler om.
Der er med andre ord al mulig grund til optimisme, når du ser dig omkring i det forårsgrønne Danmark. Ja, vi lever i en verden, som synes at løbe mere og mere løbsk, men Gud er i kontrol, og Jesus er lige rundt om hjørnet.
Han kommer og retter tingene op, holder dom og gør alting nyt.
Og en ting til: Træernes forårsblomstring kan også minde de kristne om at gøre vores bedste for at elske vores næste, og gøre det bedste for at de gode nyheder om Jesus bliver spredt, hvor vi nu er sat. Han er jo træet, vi er grenene, og ved Helligåndens kraft kan vi sætte frugt, og Gud sætte menneskers hjerter i brand.
Jesu genkomst er verdens håb. Han er lige rundt om hjørnet. Der er grund til optimisme.
Som forfatteren Poul Hoffmann et sted skriver: “Kristus kommer ikke for at tage noget fra nogen, undtagen sorgen og lidelsen, synden og døden. Alt, hvad der er sand og ægte glæde ved i denne verden, alt, hvad der virkelig fortjener navn af kærlighed, skønhed, godhed, sandhed – det kommer han selvfølgelig for at give os for evigt. Det er ham, der har skabt det alt sammen, det er ham, vi har det fra, og han tager ikke sine gaver tilbage.”
Se frugttræerne blomstre, og sig Jesus tak for kærligheden, livet, håbet!