Kristne keder sig! Ikke alle – men mange.
Og kedsommeligheden gør det til en kedelig affære at være kirke og kristent fælleskab.
Det er min, indrømmet, lidt skarpe og generaliserende påstand.
Jeg tror, at vi keder os, fordi vi i det hele taget er meget lidt lidenskabelige. Også i vores tro, som vi trods alt kalder vores livsgrundlag. På ordnet.dk defineres lidenskab som en ”stærk interesse eller forkærlighed for noget”. Men i stedet for virkelig at interessere os brændende for noget, så engagerer vi os halvt i alt og brænder dermed ud i lunken kedsomhed. Fordi tingene ikke rigtig koster noget, og dermed ikke rigtig rykker noget, alligevel.
Giv dig selv en tænkepause
Hvor er den dybe, kraftfulde lidenskab for menneskets frelse? Lidenskaben for mission, sjælesorg, bøn, diakoni? Eller lidenskaben rettet mod en fritidshobby, ægteskabet, madlavning, et frivilligt arbejde, naboen på villavejen?
Jeg foreslår, at du giver dig selv en tænkepause, og overvejer, måske i bøn:
Hvilken uåbnet lidenskab har du lagt på hylden, fordi noget andet har taget din opmærksomhed?
Dén lidenskab skal du hive frem og dyrke.
Måske har du inderst inde et stort hjerte for børn, men bruger dine frivillige kræfter i kirken på at hjælpe med teknik, fordi der var brug for det? Måske er du vild med indretning og design, men står altid med ansvar for kirkekaffen?
Det kan også være, at du ikke aner hvilken ”uopdaget lidenskab”,du har liggende, og så er det bare at vælge noget, du vil gå lidenskabeligt op i. Ligeledes er det kirkens lederes ansvar på kreativ vis at sørge for, at de frivillige i kirken er på de poster, der matcher deres stærkeste interesser.
Dog kan lidenskaben også være rettet mod gråvejrs-opgaverne, og da bliver målet at være vedholdende og engageret, selvom det er kedeligt.
Lidenskab skaber mening
”Intet stort er nogensinde præsteret uden lidenskab”, har filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel sagt. Han havde måske fat i noget. Lidenskabelige mennesker rykker på det, deres lidenskab retter sig imod. Kraften og saften i lidenskabelige mennesker kan mærkes og ses på lang afstand.
Det er en pumpende livsnerve, en flamme, der brænder, og som får os til at sætte alt på spil.
Fordi noget virkelig betyder noget for os.
Da smager vi på det gode liv. Et liv med mening. Et liv, som inspirerer andre, og hvor vi kan ære Gud med de talenter, Han har givet os. Et liv som skaber taknemlighed for, at noget lykkedes, eller taknemlighed for igen at have fundet en nerve i livet.
Et liv, som maner overfladiskhed, lunkenhed og kedsomhed til jorden.
