I kirken siger vi “amen”, fordi det er sandt. Guds ord er ikke en god fortælling. Det er sandt.
I dag bor jeg til leje i et uopsigeligt lejemål. Det er faktisk første gang i mit voksenliv, at jeg selv bestemmer, hvor længe jeg vil blive boende. Ellers har jeg boet i tjenestebolig og andre midlertidige boligformer.
Jeg var egentlig stillet en lejlighed i udsigt på Østerbro. Men den glippede i sidste øjeblik, og derfor boede jeg fire måneder i sommerhus to timers rejse fra min arbejdsplads. Jeg stolede for meget på andet menneske, og det gjorde, at jeg var tæt på at blive boligløs i københavnsområdet, og det er ikke så behageligt. Indtil der åbnede sig en mulighed på 3. sal i Vanløse, hvor jeg bor nu, og her håber jeg at kunne blive boende, indtil Kristus kommer eller jeg kan over på kirkegården.
Men mine boligerfaringer har vist mig, hvor meget det betyder, at vores medmennesker taler sandt. Min hverdag og omgang med andre er præget af, at der er dækning bag det, som andre fortæller mig. Sandhed fremmer tillid. Løgn nedbryder tillid. Så enkelt er det. I politik har vi lært, at der skal være overensstemmelse mellem, hvad en politiker siger før og efter et valg. Ellers giver det bagslag. Jeg har mødt børn og unge, som er blevet svigtet af deres nærmeste. De fik at vide, at de voksne altid ville være der for dem. Det passede bare ikke. Da de havde mest brug for hjælp, var de alene.
Den vender også den anden vej. Det, som jeg siger til min kone, mine børn, mine venner, skal være sandt. Ellers mister jeg deres tillid. Nogle gange er det lettest at sige det, som den anden gerne vil høre. Men hvad hjælper det, hvis ikke det er sandt. Sandhed kan være besværligt, men den fremmer tillid og forbundethed mellem os mennesker.
I kirken har vi for vane at tilføje et ”amen” efter skriftlæsning eller bøn. Ordet amen betyder: ja, det er sandt, ja, det står fast. Når der står i Bibelen, at Kristus er stået ud af graven, så tror vi, at det er historisk sandt. Det er virkelig sket. Når vi siger, at døden for et Guds barn ikke er det sidste, men der er en evig forsættelse sammen med Kristus på en nyskabt jord, så tilføjer vi også et ”amen” til det. Nogle gange siger vi det til et døende menneske eller ved en åben grav. Vi siger det ikke blot, for at give de sørgende en god fortælling om, at der er noget på den anden side, og at døden er så brutal, at det ikke vil være til at holde ud, hvis den er den ultimative afslutning. Men vi siger det, fordi han, som er vejen, sandheden og livet, har sagt det til os. Hans ord er sandhed. Derfor giver vi også disse ord vores ”amen”.
