En stærk tro på Jesus Kristus, et levende håb om hans genkomst og kærlighedens inderlige dimension i det indbyrdes fællesskab og udadtil mod andre – det er en robust kristendom.
I et sekulariseret samfund som det danske indånder kristne hver dag en giftig luft, en atmosfære, som direkte og indirekte fortæller os, at vi har valgt den forkerte kø i supermarkedet. Den, som er gået i stå. Vi mærker det ikke hele tiden, for man vænner sig faktisk til det, men indimellem står det helt klart. Det kan være, når toneangivende journalister finder det mistænkeligt, at en mand, som tror på, at Gud har skabt verden, kan være forskningsminister i Danmark, eller når politikere overvejer at fratage kristne friskoler statstilskud, hvis de giver udtryk for at sex hører til i ægteskabet, og at homoseksuel praksis er i strid med kristen etik.
Det virker som om, at der er en ny generation af politikere og meningsdannere, som forveksler politisk korrekthed og flertallets sekularisering med demokrati. Derfor kan man godt føle sig lidt klemt som en jævn kristen, der tror på Gud og gerne vil leve i pagt med skaberens vilje. Man kan også blive lidt bekymret for, hvordan det skal gå næste generation.
Og så er det spørgsmålet dukker op: Hvordan får vi en robust kristendom her i landet?
Kristne i Romerriget
De første kristne var ligesom os en lille minoritet i deres samfund. De levede ikke i et efter-kristent samfund, men i et før-kristent samfund, og det er der selvfølgelig forskel på, men der er også ligheder. De enkeltpersoner og menigheder, som Paulus skrev til skilte sig ud fra hovedtendensen i samfundet. Det gjaldt både religiøst og moralsk, og det fik konsekvenser der blev opfattet som forræderi mod samfundets værdier. Det kunne være soldater, der ikke ville ofre til den romerske kejsers billede.
Hvad gjorde disse første generationer af kristne så robuste, at de ikke bukkede under og døde den åndelige vuggedød, men tværtimod var så stor en kraft i Romerriget, at det ændrede samfundet i løbet af 400 år? Måske får vi svaret i Paulus’ bønner for menighederne.
En stærk treklang
Apostlen gengiver skabelonen i sine bønner for menighederne i de breve, vi har fra hans hånd. Et af de mønstre, som går igen, er treklangen tro-håb-kærlighed. Gentagne gange takker han Gud for menighedernes tro på Jesus, deres håb om hans genkomst og deres indbyrdes kærlighed. Andre gange beder han om, at disse tre elementer må blive styrket hos dem, eller han beskriver det kristne liv ud fra de tre komponenter. Det ser ud til, at Paulus vurderede de første kristnes åndelige sundhed og robusthed ud fra disse tre pejlemærker.
En livsduelig kristendom var for ham en kristendom, hvor alle tre elementer var stærkt repræsenteret:
- Troen på Jesus som frelser og herre.
- Håbet om hans genkomst og den kommende verden.
- Kærligheden og omsorgen i den kristne menighed og for dem udenfor.
Hvis et af elementerne stod svagt, var det et tegn på åndelig sårbarhed i menighederne. Men hvor alle tre elementer stod stærkt, var kristendommen sund og robust. Den var modstandskraftig nok til ikke bare at overleve presset fra det omgivende samfund, men bredte sig stille og roligt videre ud.
Robust kristendom anno 2016
Måske har en robust kristendom i det efter-kristne Vesteuropa de samme kendetegn. Måske er det den samme treklang, vi skal spejde efter, bede om og arbejde på i Danmark, når vi føler presset fra sekulariseringens politiske korrekthed trænge os op i et hjørne.
Kristne enkeltmennesker og menigheder, som er kendetegnet af en stærk tro på Jesus Kristus, et levende håb om hans genkomst og kærlighedens inderlige dimension i det indbyrdes fællesskab og udadtil mod andre – det er en robust kristendom. Og den er modstandsdygtig og livsduelig midt i et samfund, hvor kun få har sans for deres skaber.
