Er paven katolik? Er ungkarle ugifte? Er Die Hard en julefilm? Svarene på disse spørgsmål er normalt indlysende, men på det seneste har nogle katolikker stillet det første spørgsmål i ramme alvor. Årsagen til opråbet skyldes pave Francis’ eksplicitte pluralistiske udtalelser under et tværreligiøst møde i Singapore ved navn Together in Unity and Hope:
“Alle religioner er en vej til at nå til Gud […] De er ligesom forskellige sprog, som udtrykker det guddommelige. Men Gud er for alle, og derfor er vi alle Guds børn. ”Men min Gud er vigtigere end din Gud!” Er det sandt? Der er kun én Gud, og religioner er som sprog, veje til at nå til Gud.” (Egen oversættelse og kursivering)
Katolikker er med rette forargede over, at deres religiøse overhoved udtrykker ideer, som modsiger romersk lære og al anden klassisk kristendom i øvrigt.
Jeg skriver ikke dette for at hænge paven eller katolikker ud. Jeg fremhæver det for at understrege, at fristelsen er ægte: At afvise at Jesus er den eneste vej til Faderen. Det er en fristelse, som jeg mærker i mig selv og mine KFS’ere. Det er ikke så meget en intellektuel udfordring. Det er det følelsesmæssige og sociale, der trykker.
Vi er trætte af splid og uvenskab, der skaber afstand, og med god grund. Har vi alle ikke en længsel efter større sammenhold i en verden, der er splittet? Vi har enhedshunger.
Vi tror nok, at Jesus er vejen, sandheden og livet, men vi vil hellere have dialogmøder frem for debatter. At gøre krav på sandheden i religiøse sager virker både ekskluderende og arrogant. Og det sidste vi vil, er at skubbe mennesker fra os. Det ligger i kernen af vores identitet og etik som kristne. Og derfor er den relativiserende pluralisme så fristende. Vi sikrer fællesskabet (og vores etiske selvforståelse), men ofrer sandheden.
Men pluralismen er en usund enhedsdyrkelse, som:
- afslører, at vi ikke tror, at Jesus er ægte gode nyheder for alle mennesker.
- viser, at vi mangler forståelse for, at man godt kan ville hinanden noget godt med sandheden. Med diskussioner kommer vi hinanden ved. Det gør vi ikke for alvor med pluralismens “You do you”.
- ironisk nok er håbløst ekskluderende og usammenhængende. Pave Francis’ påstand om at der er én Gud, antager en form for monoteisme, som udelukker polyteister og non-teistiske religioner. Yderligere taber pave Francis muslimerne, når han siger, at alle er Guds børn. Allah er ikke en far. Muslimer ser sig som Allahs undersåtter, ikke Allahs børn. Paven hopper altså frem og tilbage mellem at privilegere en kristen forståelse af det religiøse uden at stå ved det, samtidig med at han ligestiller alle religioner.
Det kan lyde ydmygt at sige, at alle religioner fører til Gud. Men i virkeligheden hævder man selvsikkert at have det fulde overblik over den religiøse virkelighed.
Pluralismen er fallit. Den må afvises. Som så mange andre fristelser, holder den ikke, hvad den lover. I vores forsøg på at relativisere og inkludere, ekskluderer vi. I vores forsøg på at undslippe sandheden, gør vi krav på den.
Image by freepik
