Mange kender nok til at føle en umiddelbar modvilje overfor alt, hvad der giver sig ud for at være noget, det ikke er; det falske, det forstillede og forlorne. Verden er fuld af det, og ingen af os kan sige sig fri af det. Også vi er ramt af forfængelighedens mange udslag, det kunstigt påtagede, som Kingo så befriende spidder i salmen ‘Far verden, far vel’.
Der er for tiden meget opmærksomhed på, at unge i den grad hungrer efter det autentiske og ægte; det ægte liv, ægte venner og fællesskaber, ægte kærlighed.
Det sker, jeg får urolige tanker, angående det faktum, at der også på troens vej findes reel fare for at komme ind i et selvbedrag. At der bagved alt det, som i det ydre ser pænt, godt og rigtigt ud, findes en død tro, som har mistet den afgørende hjertets livsforbindelse til Jesus.
Selvbedragets og frafaldets mulighed er et fremtrædende bibelsk tema. Vi møder det bl.a. i lignelsen om vintræet og grenene, hvoraf nogle er døde – og i lignelsen om de ti brudejomfruer. Her er det ekstremt tankevækkende, at de fem, der ikke kom med ind til festen, var med på vejen, sammen med de andre fem, der kom ind. Det sker altså for nogle, som både ønsker- og ser sig selv, som værende på vej til brudgommens fest. Det er en rystende virkelighed.
Alligevel er det som om, vi kun sjældent taler om det og ikke rigtig for alvor vil røre ved det. Her tænker jeg på den mundtlige såvel som den skrevne forkyndelse, og på hvad der generelt rører sig og tales om i de kristne fællesskaber. Måske viger vi i det hele taget tilbage for det med at advare. Det kan jo også støde nogen. Og den rette balance skal findes, så det ikke leder mennesker ind på en usund og forkert selvforbedringens vej, hvor man går og måler temperaturen på sin tro. Men vi har brug for den røst, der kan gøre os årvågne og vække os, når vi åndeligt talt sover.
Derfor bør vi også turde tale og advare om det, som Jesus advarer mod. Han gør det ikke for at skræmme eller true. Han gør det, fordi vi befinder os i en åndelig virkelighed, der kalder på de advarsler – og fordi han vil, at vi skal komme ham endnu nærmere, som i en konstant bevægelse, altid nærmere Gud!
Tilbageholdenheden m.h.t. at tale om selvbedrag og frafald er måske et udtryk for, hvor kraftigt vi undervurderer (ånds)kampen om menneskesjælene og Satans indflydelse i vores eget liv og i verden?
I Salme 139 beder David forbilledligt denne bøn: ‘Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej’!
I lighed med David hverken kan eller skal vi til bunds kende og ransage os selv og vort inderste. Bed Gud om at gøre det! Det er en bøn efter hans hjerte.
