Vladimir Putin er et omvandrende gudsbevis, når han f.eks. bortfører titusinder af ukrainske børn og “russificerer” dem. Når vi mærker chokket, forargelsen og ængstelsen, konfronteres vi nemlig med det, Immanuel Kant kaldte det moralske gudsbevis:
Når vi instinktivt mærker, at noget bare er forkert, peger det mod, at noget andet bare er rigtigt – uden at vi behøver argumentere for det. Måske er vi ikke altid enige om, hvor galt det forkerte er, eller hvor vigtigt det rigtige er, men vi mærker retningen. Sandhed er bedre end løgn, det er bedre at værne om et barn end at bortføre det, respekt er bedre end disrespekt. Immanuel Kants påstand er, at det peger på en gud udenfor os selv. En gud, som står for disse værdier og som har lagt dem i os.
Evolutionsteorien opstod først efter Kants tid, og den når frem til en anden konklusion: Sandhed, respekt og beskyttelse af børn er blevet almene værdier, fordi de på længere sigt gavner fællesskabet og derfor fremmer artens overlevelse. Som i mange andre spørgsmål vedrørende evolutionsteorien har jeg ikke fældende argumenter imod teorien. Men jeg anser teorien for fattig. At reducere vores moral til biologi matcher ikke styrken og det almengyldige i moralen. Det samme gælder om kærligheden og skønheden. Det svarer til ikke at kunne beskrive havet nærmere end, at det er vådt.
Jeg mener dog heller ikke, at Kants bevis holder helt vand. Linjen fra moralen kan ikke forlænges hele vejen op til Gud. Vi kan ikke fjerne troens spring. Men selvom det ikke er et bevis, er moralen (og kærligheden og skønheden) et stærkt vidnesbyrd om Bibelens Gud. Gudsbeviset er en god samtalestarter, Putins krig er en oplagt anledning og Bibelens Gud er i mine øjne en smuk, sand og stærk konklusion.
