Et øjeblik vifter brisen fra Edens have i granduften, Himlens herlighed lyser i kerteflammerne, englene synger i de gamle julesalmer.
Det sker ofte, at jeg op til jul finder Poul Hoffmanns lille bog “Juleevangeliet – digt eller åbenbaring” (1977) frem. Den rummer mange opmuntrende betragtninger.
Med ønsket om en glædelig jul overlader jeg bloggen til ham:
“Meget sætter Dødsriget i disse år ind på at komme juleevangeliet og dermed den kristne jul til livs. Et målbevidst angreb rettes mod den højtid, der endnu samler store menneskemængder om Bibelens ord i kirkens hus, og angrebet krones med betydelig succes.
Meget sarkastisk siges om det store kirkebesøg juleaften i dets misforhold til fremmødet resten af året. Meget siges sikkert med rette…. Men billedet bliver alligevel falsk, hvis dette ikke også siges: Den aften kommen mange af afkristningens ofre, de åndeligt mishandlede, udmarvede og døende, for at få deres dråbe vand…. Det kan være, at de ikke selv forstår, hvad de gør, og nærmest er der på trods af sig selv. Men de kommer – for dog et øjeblik at læskes, for at mærke livets duft, for at finde fred.
Et øjeblik vifter brisen fra Edens have i granduften, Himlens herlighed lyser i kerteflammerne, englene synger i de gamle julesalmer. Et øjeblik – måske bliver resten af højtiden kvalt i gudløst juleri, måske bliver hele det nye år levet i nyhedenskabens glødende ørkenvind, der fejer nådeløst gennem hverdagens gader; men et sted dybt ind bliver en stjerne ved med at skælve over et herberg i det fjerne. Så uhyre er det levende vands kraft, at de redder deres menneskelighed igennem ørkenen, indtil næste juleaften.
Hvis de altså får vand. Hvis de ikke får at vide, at det hele er eventyr.
De fyldte kirker er en torn i øjet på denne verdens fyrste. Han kan ikke have alle de folk siddende dér.
Skal vi beholde julens glæde, klarer vi det ikke med at sidde og hytte den bag vores egne døre. Kun i kampen for at bevare den for andre bevarer vi den for os selv.”
