50-året for den frie abort er også 50-året for offentlig accept af pantsat klarsyn.
Det er sommeren 1973. Måske 1974. Det er i hvert fald i Skjern og omklædningen til friluftsbadet.
Et par af byens velplejede damer frotterer sig og taler lavmælt om en bekendt, der venter sig. ”Jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg skulle hen, hvis dét skete” siger den ene så, mens den anden nikker indforstået. Nu er den frie abort jo indført.
For mine 9-årige ører er der to oplysninger, der gør stort indtryk. Den ene er, at hende, der er mor til én, jeg kender, foretager sig dét, man får børn af. Den anden er, at hun vil slå barnet ihjel, hvis det skete.
50 år senere forstår jeg stadig ikke det sidste.
Hvis jeg hopper tilbage til friluftsbadet, lander jeg i en by i provinsen. Vi boede lige ved siden af friluftsbadet. Jeg levede dér og elskede friheden. Den kropslige lethed i vandet. Lydene der blev underlige, solflimmer i overfladen. Råb og skrig og vandbomber og gule moderne murstensvægge, der rammede ikke blot svømmebadet, men hele tiden ind.
Lige på den anden side var resterne af bondesamfundet. Der var stadig hjemmegående mødre på gårdene, i villaer og i nogle af de parcelhuse, der skød op på jorder, som bønderne solgte fra, mens alle var lige gode om at sælge ud af værdierne. Noget var skredet.
For mens der blev overskud i kommunerne til sportshaller og byfornyelse, og småfolk fik råd til bil og bekvemmeligheder, så faldt værdien på menneskebarnet til bundniveau.
Det er vel kun, hvis man gør sort til hvidt, at man kan hævde, at abort handler om kvindens ret til egen krop? I debatten handler det ikke om retten til liv, men om, at retten til mig går forud for retten til dig.
Derfor er det også i praksis svært at argumentere mod abort i 50-året for den frie abort. Det er som om selv kærlige, fornuftige mennesker har skæl for øjnene. Klarsynet er pantsat.
Mit pinsehåb er, at Helligånden må komme og blæse skæl og gudløshed væk. Ved at opklare hjerter med ånd, sandhed, glæde, kærlighed og barmhjertighed. Ved at pege på Jesus.
