Alle mennesker er af første rang. Derfor skal vi værne om alle menneskers ret til et værdigt og godt liv. Desværre kan jeg godt komme i tanke om eksempler på det modsatte.
En livsfarlig pligt
”Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: Kommer de efter dig i Nat? Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn.” sådan sagde Kaj Munk i sin prædiken nytårsdag 1944. Jeg stødte på citatet forleden, da jeg var på besøg ved Munks nyrenoverede mindested i Hørbylunde Bakker øst for Silkeborg. Stedet hvor Munk, tre dage senere, d. 4. januar 1944, blev likvideret af en SS-terrorgruppe. Besøget og ordene gjorde indtryk på mig.
Kaj Munk så det som sin kristne pligt at tale åbenlyst mod antisemitismen og den danske føjelighed over for Nazi-Tyskland. Det var besværligt, og det var livsfarligt. På trods af kærlighed til livet fastholdt han kaldet.
Menneske af første rang
Det lyder dramatisk langt væk fra vores hverdag. Alligevel kan vi lære noget meget aktuelt af Munk. Selvom vi ikke er truet af Nazismen, er det en altid sørgeligt aktuel trussel, at vi i kampen for vores eget samfunds triumf får nedgraderet nogle mennesker til andenrangs mennesker.
Jeg tror, at vi i vores tid fortsat skal være vagtsomme for at bevare det kristne menneskesyn. Gud har skabt alle mennesker med en fantastisk stor værdi. Alle mennesker er af første rang. Derfor skal vi værne om alle menneskers ret til et værdigt og godt liv.
Desværre kan jeg godt komme i tanke om eksempler på det modsatte.
Uværdigt
Omkring 10 km. sydvest for Hørbylunde Bakker ligger Kærshovedgård. Her bor en gruppe mennesker af udenlandsk oprindelse, som den danske stat ikke ønsker i landet, men som ikke kan hjemsendes. Det er en uskøn blanding af personer på tålt ophold, tidligere dømte og almindelige flygtninge, som af forskellige årsager har fået afvist deres ansøgning om asyl. Den sidste gruppe tæller en del konvertitter til kristendommen, hovedsageligt af iransk oprindelse. At rejse tilbage til deres hjemland kan koste dem livet.
Hver historie er enestående, men fælles for de afviste asylansøgere er deres forfærdeligt låste situation. De er frataget almindelige borgerlige rettigheder. De må ikke arbejde. De må ikke rejse. De må ikke gifte sig. De kan vilkårligt blive varetægtsfængslet på ubestemt tid som motivation til hjemsendelse, selvom de intet kriminelt har gjort. De er fanget i en udsigtsløs tilværelse, og de er ramt af en voldsom stigmatisering og mistænkeliggørelse.
Det er ikke værdigt. De behandles som andenrangs mennesker, men Gud lærer os, at alle mennesker er af første rang.
En kamp for andres værdighed
Vi kunne fremhæve mange andre eksempler, hvor menneskets værdi er i fare for at blive ignoreret eller tilsidesat. Det kan gælde for de socialt udsatte, for de ufødte og de døende. Alle er de i en sårbar position, og vi skal være opmærksomme på at værne om deres værdighed. Menneskesynet er også under angreb, når vi seksualiserer og tingsliggør hinanden. Udfordringerne er mangfoldige.
Vi må være opmærksomme. Det er tankevækkende, at selv Kaj Munk helt op til 1936 kunne finde på at indikere, at hadet mod jøderne kunne være delvist selvforskyldt (den sag bliver udfoldet i denne interessante artikel fra Berlingske: www.b.dk/nationalt/munk-og-joedehadet). Det er så nemt at komme til at skyde skylden på dem, som i forvejen er syndebukke. Det kræver årvågenhed at se på alle mennesker med Guds skaberkærlighed.
Kaj Munk inspirerer mig, fordi han fulgte kaldet til at bære evangeliet i ord og handling, også ud over sin egen bekvemmelighed. Han trodsede ønsket om et godt og stille liv og valgte at leve for andre mennesker og deres værdighed.
