Paradislængsel på Facebook

Jeg er vild med dyr. Knaldskøre papegøjer der rocker til Born In The USA, havoddere der sovende ”holder i pote” for ikke at glide fra hinanden på oceanet. Bjørne, der møjsommeligt møffer sig op ad en stige for at tage en maveplasker i en swimmingpool. Og gør det igen og igen og igen…

Måske har du gættet det. Jeg har en guilty pleasure, en pinlig fornøjelse: Dyrevideoer. Jeg kan ikke lade være med at tjekke dem ud, når de dukker op i min Facebook-feed.

Og der er masser. Chimpansen, som har lagt sig ubevægelig til at dø, men løfter hånden og kærtegner en menneskeven, da de ses efter mange års adskillelse.

Eller den med skaden i Paris, der har fundet et papstykke og igen og igen slæber det op på tagrygningen for at kure på det ned af tagstenene.

Og så er der dem, som ikke er til at holde ud. Ondskab i mange afskygninger. Afmagrede hunde, forladte eller bundet i årevis. Med brækkede ben, underkuede og angste. Der er forbrændte koalabjørne, der søger vand og hjælp. Ulven der i dagevis slider for at komme fri af en pelsjægers saksefælde. Zebraungen, som flokken ikke formår at beskytte. Bjørne indespærret i små bure, mens de tappes for galde med permanente dræn.

Men er det ikke risiko for en romantisering og en menneskeliggørelse af dyr? Jo, i mange tilfælde. Og når jeg ser – typisk amerikanske – farmere, der redder landbrugsdyr, genforener en ko med sin kalv eller sætter en ged uden ben i køre-gå-stol, så er det for meget. Men det er også noget mere…

Det er vildt opbyggeligt. Et stærkt billede på både skabelsesfryd, faldets forfærdelige konsekvenser og en længsel efter paradis. Nogle vil bygge paradis her. Bibelen siger noget andet. Gud har skabt alt godt, men lige nu, som Paulus skriver, ved vi: ”at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen” og venter på forløsning. Hele skabningen!

Bibelens virkelighed er lige dér for øjnene af mig – også på Facebook og Youtube. Kærlighed, livslyst, ondskab, længsel.

Hvor er det vidunderligt, som Gud har skabt verden. Og hvor er det vidunderligt, at den engang skal forløses. Det længes jeg efter.

Mail: info@luthersk-netvaerk.dk

Bloggen har også været bragt i LM’s magasin Tro & Mission nr. 5, 2022.

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!