Påskeeftertanke: Langfredag med skrabede knæ og åbne sår

Hvad er langfredag – de tomme kirkebænkes dag eller kirkens sjælesørgeriske centrum?

Der er noget ved påskedagene, der har undret mig i flere år: Hvorfor er der som regel dobbelt så mange til gudstjeneste en påskesøndag som på en langfredag?

En kedelig affære

Jeg kender selvfølgelig nogle af de oplagte forklaringer fra virkelighedens travle mennesker: De unge tager hjem og besøger forældrene, børnefamilierne orker ikke at komme ud ad døren flere dage i træk, og seniorerne skal have optimalt udbytte af solskinstimerne i sommerhuset.

Kunne det dog tænkes, at mandefaldet langfredag ikke kun handler om det, der på overfladen ligner logistik, men også om åndelig prioritering? Kunne det handle om, at langfredags budskab om Jesu lidelse og død, og vores efterfølgelse af ham i disse kedelige affærer, ikke ligefrem hiver os på af sengen om morgenen?

Ingen påskesøndag uden langfredag

Da min mor døde kort før påske sidste år – alt for tidligt og efter et pludseligt sygdomsforløb – var der én ting, som kom til at betyde alverden for mig i sorgen, og det var markeringen af langfredag, som fulgte i ugen efter begravelsen. Mange søde og velmenende mennesker ville gerne hjælpe mig og min familie til at fokusere på opstandelsens glædelige budskab midt i det svære. Og det er der i sig selv ikke noget forkert i. Problemet var bare, at det kom forceret og i den helt forkerte rækkefølge.

”Ingen påskesøndag uden langfredag”. Sådan sagde jeg i talen til min mors begravelse. Sorgen, lidelsen og savnet var en realitet på lige fod med håbet, og det holdt jeg stædigt fast i.

Stemnings-spoiler

Kristne har det faktisk tit svært med at tale om den helt nødvendige smerte, der går forud for håbet. Og jeg tror, det kan være grunden til, at langfredag er blevet en blufærdig parentes i påskehøjtiden for mange kristne. Denne fortvivlede stemning af smerte, afkald og ensomhed lægger en akavet dæmper på den ellers gode stemning mellem skærtorsdags sociale påskemåltid og påskesøndags energibooster af en opstandelsesfest.

Nu er det bare sådan, at opstandelsesglæden i Bibelen og håbet om det evige liv med Gud faktisk introduceres med den vildeste stemnings-spoiler. Det glade budskab havde en kostelig pris. Det er sandt, at jeg ikke skal fortjene Guds nåde, fordi Jesus døde i mit sted. Men det er en misforståelse, at det var billigt! Det kostede Gud overmåde dyrt – så dyrt som sin egen søn. Som kristen går jeg derfor fri fra en evig død og smerte, men bestemt ikke fra livets død og smerte!

Alt det ved vi godt. Alligevel skærer det i vores forlegne påskeøjne, når nogen i menigheden møder op til påskesamvær med (i overført betydning) skrabede knæ, åbne brud og behov for førstehjælp.

Min klare opfordring til næste år er derfor, at langfredags tomme kirkebænke bliver modsvaret af et sjælesørgerisk fokus i kirken, hvor evangeliet får tid og plads til at slå rødder i menneskers ærlige og fortvivlede tilværelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!