Ikke fordi jeg ønsker det – tværtimod – men jeg kan ikke lade være.
Jeg har ellers kun én opgave: at videregive Guds uforfalskede og udførligt beskrevne ord. Lige meget hvor umage jeg gør mig, lykkes det ikke. Om jeg så kun læste højt fra den hellige skrift, ville jeg svigte den grundlæggende opgave at udlægge den, så de gamle skrifter bliver forstået og udfoldet som relevant og livsnødvendig kommunikation fra vores frelsende Gud. Suk.
Grumset vand
Jeg er rimeligt god til at vælge ordene, så folk kan lide at høre på dem. Problemet er indholdet. At jeg selv står imellem sandheden og tilhørerne. Jeg læser og forstår Guds ord igennem min egen person, historie og temperament, og det hindrer mig i at se klart. Når jeg videregiver livets vand, er det i bedste fald blevet grumset. I værste fald er det sundhedsskadeligt, og jeg må gøre mit bedste i håb om at undgå, at det sker. Men uanset hvad må Helligånden på overarbejde, for at mine ord kan skabe liv.
En simpel genlæsning af tidligere prædikener er rigeligt til at tage frimodigheden fra mig. Af samme grund har jeg frabedt mig at blive optaget på lyd i kirken.
Helligånden elsker overarbejde
Når jeg alligevel vil prædike på søndag, er det fordi Helligånden elsker overarbejde. Han har en forkærlighed for sandhedsvidner under middel. Af en eller anden grund ønsker Gud at tale med menneskemund. Jeg holder meget af at prædike trods alt – jeg elsker det faktisk – og nogen skal jo gøre det, så hvorfor ikke også mig? Desuden har folk selv Bibelen, så de kan tjekke mig kærligt efter og korrigere. Om ikke andet kan de komme frem og modtage nadveren ren og rå bagefter – uden grums.
Det føles paradoksalt. Jeg ser det som en fuldstændig vidunderlig og ufornuftig generøsitet og nåde, at Gud vil bruge mig som budbringer. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at han var naiv. Det er han ikke, Gud er bare urimeligt overdådig, kærlig og hengiven.
