Opstandelse før påske

To moderne mennesker. Et møde med Gud, et fravalg og en ætsende ærlighed. Det hele stod at læse i et interview med Svend Brinkmann i berlingske.dk den 26. marts.

Det var fredag før palmesøndag, og stumper af artiklen hang med ind i påsken.

Det begyndte ellers med, at mit polemiske hjerte slog et ekstra glædesslag, da min mand den fredag spurgte om han måtte læse op fra interviewet: ”Gennem alle årene, siden Svend Brinkmann gik fra at være en relativt ukendt professor i psykologi til at blive intellektuel superstjerne, der er oversat til 20 sprog og med tusindvis af følgere, til tider vel nærmest disciple, har præster som Sørine Gotfredsen beskyldt ham for ikke at have noget tøj på.”

Sådan Brinkmann, tag den! nåede jeg at tænke, inden de næste sætninger afslørede, at Brinkmann giver hende ret! Han medgiver, at Gotfredsen har ret i, at han overser religionen, og at det, han har sagt og skrevet om menneskers utilstrækkelighed, allerede er sagt af Jesus. At kristendommen rummer håb, selv om mennesket er en utilstrækkelig synder, der ikke kan frelse sig selv.

Det var for det første ærligt og ægte. Men ikke nok med det…

Brinkmann har det seneste år researchet og skrevet en bog om Gud. Og det er i den anledning, at han bliver interviewet af journalisten Rasmus Karkov.

Brinkmann mener, han har fundet Gud, men for enden af en lang intellektuel argumentrække er det en fraværende Gud. Rasmus Karkov indvender, at det er at hoppe over, hvor gærdet er lavest. For det betyder jo, at han ikke behøver forsage, hvad han hidtil har stået for.

Indvendingen skyldes ifølge Karkov, at han, Karkov selv har mødt Gud. Det skete, da han i forbindelse med et langt interview af ”en af de mest fundamentalistiske præster” fulgte med præsten i kirke:

”… og pludselig mærkede jeg, hvordan hele min krop sitrede af berusende brusende lykke. Jeg kunne næsten se den nykristne glæde i mit eget blik udefra. Det var som om jeg mødet Helligånden og blev frelst. Det var rystende. Jeg skyndte mig væk, og i rutebilen og toget og de følgende dage forsøgte jeg at undertrykke oplevelsen, fordi jeg under ingen omstændigheder var parat til at drage konsekvensen af den og lægge mit liv fuldstændig om. Uanset, hvad jeg oplevede den søndag i en hal i Jylland, valgte jeg at vende ryggen til Gud.”

Og Karkov skriver, at det er derfor han spørger om, Svend Brinkmann selv tror, at han som moderne menneske ville have turdet favne Gud, hvis han havde mødt ham som andet end behændig intellektualitet.

Der var noget på spil i det interview, som er svært at ryste af.

Det var tæt på. Journalisten mødte Gud til gudstjenesten. Han mødte ham ikke udelukkende som en intellektuel mulighed. Han mødte noget, som han vidste ville forandre ham, hvis han ikke vendte ryggen til. Så tæt på. Og så alligevel.

Stumper af artiklen hang med ind i påsken som både modløshed og håb: Tænk, at journalisten beskriver det så ætsende ærligt, at han vendte Gud ryggen, fordi han ikke var parat til at drage konsekvensen af det, han havde oplevet. Og tænk, at Gud kan møde mennesker – moderne, tænkende mennesker. Han kan overrumple med sit nærvær.

Gid han vil gøre det!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights