Hvem siger fra, når vi unge tager på ferie med kæresten, deler lejlighed inden bryllupsfesten og drikker et par øl for meget i fredagsbaren? Bibelen har givet sine tydelige guidelines, men hvor er de kristne ledere og forbilleder, der tør tage den kærlige snak, når grænserne rykkes?
Jeg kan være nervøs. Nervøs, når jeg ser på mine søde, kristne veninder og deres dejlige børn. Nervøs, når jeg tænker på, at jeg måske en dag selv vil bringe små børn til en verden, der ligger så langt fra den, jeg selv er vokset op i.
En verden, der langt fra var perfekt – men som jeg alligevel kan savne.
Der er sket et skred. Et skred, der – selv i klassiske, konservative familier – tilsyneladende har gjort det OK at drikke sig fuld i fredagsbaren, tage på ferie med kæresten og flytte sammen inden bryllupsfesten.
De færreste stiller spørgsmål.
Et billede på Instagram
Jeg ved, at vi har et ansvar. At vi unge skal stoppe op, kigge på hinanden. Turde stille os uforstående – at spørge ind. Kærligt naturligvis.
Men hvordan spørger jeg ind, når jeg kun følger med på afstand? Og har jeg taleret ind i en perifer venindes liv, når jeg på Instagram ser et billede af hende og kæresten på kør-selv-ferie med telt til Italien?
Det tror jeg ikke.
Op til dig selv – eller…
I stedet bliver vi af ledere og undervisere ofte mødt af spørgsmålet: Hvad synes du selv?
Et spørgsmål, der taler direkte ind i den moderne samfunds-tendens, men som samtidig bevæger sig milevidt fra Bibelens påstand om en almægtig, alvidende Gud.
En Gud, der taler direkte til os i Bibelen. En bog, der ikke spørger: Hvad synes du? – men som vi må følge i tillid til, at han, der har al magt, elsker os – og at hans guidelines er skabt i kærlighed.
Med ledelse følger ansvar – også i det kristne fællesskab
Måske det lyder som en klassisk ansvars-fralæggelse – for ingen tvivl om, vi unge selv har et stort ansvar, overfor os selv og overfor dem, vi er sat iblandt. Men det har lederne også. Til lederrollen er koblet et ansvar, også i det kristne fællesskab, herunder på de kristne skoler.
Det er ikke altid sjovt at skulle lede – hverken i undervisningslokalet, fra talerstolen eller i den personlige samtale. Du bliver ikke nødvendigvis populær af at sige fra. At sætte grænser. At holde den konfronterende tale. At tage den svære samtale. Men lige præcis dét er måske en leders allerfornemmeste opgave – med Guds kærlighed, tilgivelse og omsorg som grundtone, naturligvis.
Kære ledere. Vi savner jer ❤️
