Om facebook, nøgenhed & skindtøj

Lad mig bare indrømme det med det samme: Jeg bryder mig ikke om facebook! Tanken var her at forsøge at forklare hvorfor.

Lad mig bare indrømme det med det samme: Jeg bryder mig ikke om facebook! Tanken var her at forsøge at forklare hvorfor. Forhåbentlig bliver det ikke bare en subjektiv hetz, for jeg mener, at jeg har en opbyggelig pointe, som også kunne være inspirerende for de mange, som ikke lige på baggrund af et sølle blogindlæg, fra mit tastatur, har tænkt sig at droppe facebook.

Hvad er der da galt med facebook?

Ja, ét aspekt er den ufattelige mængde af tid og opmærksomhed, som vi skænker vores digitale feeds1 uden rigtig at få andet ud af det, end at tiden går. Et andet og væsentligere aspekt er den, efter min bedste overbevisning, ganske uetiske foretningsmodel som facebook er bygget op omkring, hvor der ikke skyes midler for at fravriste brugere oplysninger om sig selv, som så sælges til annoncører.

Man kan (og mange gør det) så modargumentere: “Hvorfor er det et problem? Jeg har da ikke noget at skjule.” Det er efter min mening et forfejlet argument. Du har faktisk noget at skjule. Men de kommercielt interessante oplysninger (groft sagt: hvilken “målgruppe” eller hvilket “markedssegment” du tilhører) er nok de mindst væsentlige. Der er meget mere på spil her.

Selv-offentliggørelse

Der foregår nemlig på facebook en høj grad af frivillig selvudlevering, som er usund og skadelig for os. Den canadiske filosof Marshall McLuhan, der var troende katolik, så allerede problemet i 1969, hvor han skal have sagt: “Offentliggørelse er ‘selv-invadering’ af privatlivet.”2 Jeg har set børn og teenagere foretage denne selv-invadering af deres privatliv i en sådan grad, at jeg ligefrem har fået dårlig samvittighed ved uagtet at komme til at overvære den. Mon ikke mange kan genkende denne følelse eller komme på personlige eksempler?3

Og ja, de er jo så unge og unge har altid opført sig umodent og pinligt. Men det mest pinlige er, at jeg også i flere tilfælde har set iøvrigt veltænkende og velovervejede forældre opføre sig lige så privatlivs-selv-invaderende som deres børn. Både i samtaler med deres børn, men bestemt også i superlativiske fraser til ægtefæller eller kærester. Jeg har set aldeles offentlige samtaler og kommentarer, som i min verden langt bedre hører hjemme eksempelvist i det lille fine private tidsrum mellem aftenbønnen og godnatkysset!

Det med nøgenheden og skindtøjet og den opbyggelige pointe

Hvorfor er det så, at den her beskrevne totale gennemsigtighed og nøgenhed (som regel dog i overført betydning!), hvormed mange udleverer sig selv til offentlig skue, er skadelig for os? Jo, det er en bibelsk pointe, at vi i syndefaldets verden må skamme os over vor nøgenhed. Dette er ikke seksualitetsforskrækkelse, men en fastholdelse af et skel mellem det offentlige og private, som vi ikke må udviske. Vi er for sårbare til at være totalt transparente i offentligheden.

Da Gud opsøgte Adam og Eva efter deres fald skammede de sig for første gang over deres før så naturlige nøgenhed og dækkede sig nødtørftigt med figenblade. Ondskab, mistillid og frygt var kommet ind i verden og så kunne frygtløs åbenhed og intimitet (ikke bare den seksuelle intimitet) ikke længere risikeres. Total gennemsigtighed opleves i syndefaldets verden som total sårbarhed. Det anerkendte Gud og gav sine skrøbelige skabninger skindtøj, som de kunne beskytte deres privatliv med.

Jeg oplever det som om, at vi på facebook er ved at gå tilbage til de nødtørftige figenblade, som kun lige akkurat dækker det allermest intime. Men intimiteten, sårbarheden, nøgenheden kan vi ikke opleve som sund og god, hvis ikke den optræder sammen med heroisk tilkæmpet tillid, tilgivelse og selvopofrende kærlighed. Dette kan vi ikke satse på at finde i en falden verdens offentlighed, men vi kan få lov at opleve det i den nære familierelationer og venskaber.


  1. Dette gælder selvfølgelig også for andre feeds end Facebook.  ↩
  2. Originalt engelsk citat: “Publication is a self-invasion of privacy.”  ↩
  3. Hvis man har tid og er engelskkyndig findes en anbefalelsesværdig dokumentar, der indgående og ganske skræmmende illustrerer nogle af de dynamikker, jeg her taler om. Dokumentaren hedder “Generation Like” og kan ses på pbs.org  ↩

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!