De fleste af os har et ønske om at finde en ægtefælle. Kan vi så ikke lade være med at gøre det frustrerende for hinanden?
Før jeg mødte min hustru for seks år siden, skulle vi unge mænd høre for, at vi ikke tog nok initiativ. Det var sikkert rigtigt nok. Men vi – pigerne inklusiv – blev heller ikke givet gode betingelser for at invitere ud.
For man skulle være på udkig. Men heller ikke for meget på udkig. Så blev man stemplet “DESPERAT”.
Og sagde man, “Skal vi drikke kaffe?” begyndte kirkegængerne at rappe.
For vi snakkede for meget. Andres kærlighedsliv var på dagsordenen, inden de selv vidste, at det var begyndt.
På vej hjem fra en bibellejr husker jeg, hvordan min ven var ganske frustreret. Han havde gået en tur med en pige og straks spurgte folk på lejren nysgerrigt ind, og han skulle nærmest aflægge rapport for deres relation. “Så slap dog af!” tænkte han.
Jeg kunne godt forstå dem, der tøvede. Jeg kunne godt forstå dem, der ledte lang tid efter “tilfældige” anledninger for at falde i snak med hende den søde. For man vidste godt, hvad der ventede sig, hvis man var direkte og opsøgende.
Man skal forstå, at det det kirkelige datingmiljø er en lille hønsegård. Det er svært at beskytte sig mod verbale udslip.
Det med rygter har jeg selv prøvet. Jeg havde inviteret en pige på kaffe fra en anden kirke, som takkede nej. Flere måneder efter spurgte en veninde mig, som kendte pigen perifært, om vi mon var blevet kærester? Hun havde hørt, at vi datede.
Først blev jeg forbløffet. En fjer var blevet til fem høns. Der måtte en hel del snak til, for at en “jording” kunne blive til en scoring! Det er jo ikke det værste, kan man sige, men jeg blev faktisk vred og trist. Tænk, at det kirkelige miljø ikke var bedre, og at vi endda avlede løgnehistorier med vores sladdervaner.
Måske har tingene ændret sig. Jeg ved det ikke. Men de fleste af os har et ønske om at finde en ægtefælle. Kan vi så ikke lade være med at gøre det frustrerende for hinanden?
Nogle gange gør man det bedst ved at klappe i.
