Tempoet er højt. Vi har fart på. En fart, der gør det vanskeligt at vente – også på Gud. Vores 90-års fødselar er anderledes.
De grønne kronlys stråler side om side med afrikanske børnesko og strandkonkylierne fra Nordsjælland. Jeg er til fødselsdag. 90 år fejrer vi. En stor dag, som er de færreste forundt – og så endda med den hvidhårede hovedperson i fuld vigør.
Vemod og dyb respekt
Børn, børnebørn, onkler og tanter. Alle står de i kø for at sige et ord på denne særlige dag.
Dagen efter sidder jeg i vores blå sofa med det stribede tæppe over mig. En blanding af betagethed og dyb respekt kommer snigende, da jeg tænker på de mange talere med mikrofonen i hånden. Talere, som alle skaber et klart billede af dét, der altid har fascineret mig: Vores kære fødselars særlige vilje til at følge Guds vej.
To døgns tålmodighed
Min bøn kan til tider føles tom. Jeg er ikke bleg for at bede Gud lede mig ad hans stier, men overstiger hans svartid ét døgn eller to, opstår der problemer.
Min tålmodighed er mangelfuld. Tiden flyver, og jeg vil fremad. Jeg har ikke tid til at dvæle ved beslutningerne, og det gør det – ganske ubevidst – vanskeligt at vente på Gud. For hamsterhjulet kører allerede. Ser jeg mig omkring, møder jeg venner, veninder, naboer og familie med styr på karrieren, familielivet og det frivillige arbejde.
Så hvorfor skal jeg vente?
En bøn og en venten
Vores 90-åriges livshistorie er speciel. Hun ”nøjedes” ikke med at bede Gud om at lede. Hun handlede også derefter. Og hun ventede. Ventede på et svar.
Hendes liv er særligt, og hendes livsvej unik. Hun har taget skridt mod det fremmede, både i udlandet og herhjemme. Ikke fordi hun turde, men fordi Gud ville det. Det vidste hun, fordi hun ventede.
Skal vi også vente længere?
Jeg tror ikke altid, vi får så tydelige svar, som vores fødselar igennem sit 90 år lange liv har fået lov at opleve det. Men jeg ved, at Gud vil vise os vejen. Så måske vi engang imellem skal vente bare en smule længere?
”Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.” (Sl 32, 8)
