Når et barn vokser op i en kristen familie, hvor man går i kirke om søndagen og er en del af et kristent fællesskab i ugens løb, så finder vi det meget naturligt, at barnet som ung og voksen får den samme praksis. Ja, måske forventer vi det ligefrem, så hvis det ikke sker, overvejer vi, hvad der er gået galt. Vi leder efter årsager og forklaringer, og for nogle forældre kan det være skamfuldt at fortælle, at ens voksne barn ikke er en del af en menighed eller et kristent fællesskab. Man overvejer, hvad man har gjort galt eller hvad man skulle have gjort anderledes.
Men troen er ikke en selvfølge, den er en gave, som Gud skænker ved Helligånden. Sådan er det for barnet der vokser op, bliver ung og voksen, og sådan er det for os alle hele livet. Troen er ikke en maskine, hvor man bare skal putte det rigtige ind, og så kommer der tro ud i den anden ende. Daglig andagt og en tydelig kristen trospraksis i et hjem er vigtigt, og når det sker med frihed og glæde som fortegn, så giver det børnene noget at spejle sig i. Men det er ingen garanti for, at børnene overtager forældrenes tro. Legestue, børneklub, juniorklub, teenklub, ungdomsforening og for en dels vedkommende også kristen friskole, kristen efterskole og måske et kristent gymnasium kan alt sammen give gode betingelser for, at troen kan vokse frem, men det sker ikke automatisk og det sker ikke for alle.
Når troen er en gave, som Gud skænker, så er det anfægtende spørgsmål selvfølgelig, hvorfor Helligånden skænker den til nogle, men ikke til alle. Og anfægtelsen forstærkes, når man som forældre mærker sorgen over, at børnene ikke praktiserer den samme tro og måske også verbalt frasiger sig den.
Jeg tror, at der er brug for at vi i de kristne fællesskaber bliver bedre til at tale åbent om følelsen af skam, anfægtelse og sorg, når børn som voksne vælger en kristen trospraksis fra. Vi skal også i vores egne familier tale åbent med vores børn og unge om, at kristen tro ikke handler om at gøre eller mene de rigtige ting, men om en personlig relation. En personlig relation, som de forhåbentlig kan se, at vi selv oplever glæde, trøst og mening ved at have.
