De fleste af os mangler at tage et akut og forvandlende livtag med nådegave-udfoldelsen i vores menigheder.
Den bibelske forfatter Paulus skriver om nådegaver i flere af sine breve. Kort fortalt er nådegaver en del af den udrustning, man som Kristus-troende modtager fra Helligånden. Det er ikke et symbol på status eller fromhed, men en gave fra Gud til den enkelte med det formål at tjene enheden i fællesskabet til opbyggelse og fastholdelse i troen.
Som et isbjerg under vand
Hvis vi kigger rundt i den kirkelige virkelighed omkring os, kan vi nok hurtigt blive enige om, at nådegave-udfoldelsen er et aldeles åbenlyst hængeparti. Det ser ud til, at nådegaver i praksis ofte er som med et isbjerg – 90 procent ligger under overfladen. Lagt på is.
Hvis du kommer i en menighed med tillid til Biblen, men hvor gudstjenesten og menighedslivet virker underligt fastfrosset og stivnet, så er det, med god sandsynlighed, fordi der skal arbejdes i dybden med frimodigheden og nådegave-udfoldelsen.
Beretninger om en trængt frimodighed
Jeg har mødt mange personlige beretninger om en trængt frimodighed i det kristne livs praksis. Jeg vil blot give plads for et lille udpluk her, som ofte (men ikke altid) relateres til usikkerhed omkring nådegave-udfoldelsen:
- Den åndeligt ledende kvinde som har andre nådegaver end ”lærerens” (1 Tim 2,12)
- Det enkle, personlige vidnesbyrd som drukner i det større gudstjeneste-eller mødeformat.
- Den profetiske tjeneste, som tydeligt i Biblen opfordres til en synlig plads i gudstjenesten og menighedslivet, men som sjældent får det.
- Den nødvendige formaning, som møder modstand hos modtageren, men måske også i det bredere fællesskab.
- Den kaldende forkyndelse som møder stilhed eller ligegyldighed fra menigheden.
Risikoen her er selvfølgelig, at nådegaverne på et tidspunkt bliver lagt helt på is, hvis de ikke bliver støttet og opmuntret.
”Helligåndsdiagnose”?
Vi skal ikke gå rundt og bedømme hinanden på vores kristne liv og fællesskaber. Det er på ingen måde min pointe. Pointen er, at vi internt bør give vores egne menigheder et åndeligt sundhedstjek med jævne mellemrum. En læge, som sidder overfor et sygt menneske, vil forsøge at kortlægge sygdommen og behandle den. Det samme skal vi gøre. Mon ikke vi er nogle stykker, som lider af ”mangel-på-Helligåndens-udrustning”?
Den gode nyhed er, at behandlingen ligger lige for: Vi må frimodigt bede Gud om at sende sin ånd over os. Som hans børn har vi det privilegium, at vi kan være fuld af forventning om, at han hører os og sørger for os.
