Morgen i en munkecelle i Tyskland

Hvad mister folkekirken også, hvis den frakender sig sin lutherske arv? Læs til eftertanke en fortælling – lidt baseret ‘on a true story’.

En tidlig morgen i begyndelsen af 1500-tallet vågnede en tysk munk i sin klostercelle på augustinereremitterklosteret i Erfurt. Martin, som han hed, kom langsomt til sig selv og rejste sig fra sengen med en vag følelse af, at have sovet over sig. Den følelse blev kun bekræftet af at det allerede så småt var ved at blive lyst udenfor og at han tydeligt kunne høre at munken i cellen ved siden af rumsterede ved sin bedeskammel. Hanen spankulerede rundt i klostergården nedenfor vinduet og arrigt slyngede han den sidste stump af et vokslys efter den, som et led i en proces, hvor han forsøgte at overbevise sig selv om at måtte være hanen, der ikke havde galet højt nok, så han sov over sig. Han kastede et køligt blik på den lige så kølige væg ind mod munkefællen, der som altid var at finde i bøn længe før han selv var stået op.

Martin skyndte at klæde sig på. Det var ubelejligt at have travlt netop på denne dag, hvor han ville blive udnævnt til at overtage det ærefulde hverv som leder af klosterets Scriptorium. I næsten et år havde Martin kæmpet for at opnå en titel, så han kunne slippe af med det afskyelige novice-prædikat som klistrede til alle munkene på novice-gangen. Han så frem til at få et nyt kammer og forhåbentlig en nabo som ikke var et morgenmenneske.

Der var ikke megen tid til bøn eller bibellæsning denne morgen før Laudes i klosterkirken, så nærmest halvt stående læste han dagens tekster; først evangelieteksten fra Lukas 18 med lignelsen om farisæeren og tolderen. Mens han læste, kom han i tanke om at han hellere måtte vaske hals og ansigt straks, så han kunne nå at tørre inden der blev kaldt til Laudes. Det skulle ikke afsløres, at han just var stået op, for det var vigtigt for ham, at han fremstod som den samvittighedsfulde munk han jo nu engang var. Efter en grundig vask, gik han tilbage til læsepulten og læste i al hast epistelteksten fra Romerbrevet 3 om Kristi retfærdighed. Det var en tekst, som aldrig rigtig havde talt til ham, og det blev ikke bedre denne morgen, hvor tankerne (helt naturligt, tænkte han selv) var andre steder og hvor han ovenikøbet blev distraheret af, hvad der mest lød som en hulken fra det tilstødende værelse.

Klokkerne ringede til Laudes. Martin skyndte sig hen og puffede til sin bedeskammel, så det lød som om han rejste sig fra morgenbønnen, lagde ansigtet i alvorlige folder og anstrengte sig for at se mere vågen ud end han var, da han trådte ud på klostergangen i nøjagtig samme øjeblik som sin nabo. “Godmorgen, navnebror!” sagde han friskt, men naboen ænsede ham ikke, da han med blanke øjne og et nærmest saligt udtryk i øjnene hastigt bevægede sig mod klosterkirken, mens han knugede munkekorset, som han havde om halsen mod sit bryst. Martin, der ikke hed Luther til efternavn, havde helt glemt sit kors, så han skyndte sig tilbage efter det, mens ekkoet fra klosterkirkens klokke rungede i Erfurts smalle gader.

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!