Ønske: Et mere tydeligt billede af kvinders roller og betydning – og mere kvindelig erfaring og perspektiv på Kristus, troen og livet i sendefladen.
‘Hvad er en familie uden mødre, søstre, døtre?’
Sådan lød spørgsmålet i en podcast, jeg hørte for nylig.
For svaret er indlysende for mig: Ingenting.
Familien er ikke meget værd uden kvinderne. Det er kirkefamilien selvfølgelig heller ikke.
Alligevel må jeg erkende, at når støvet har lagt sig efter endnu en tur omkring spørgsmålet om tjenestedeling, er billedet af kvinders rolle i menigheden ikke så tydeligt for mig.
Der er noget, der tyder på, at det samme gælder en del kvinder…
Et udækket behov
For nylig deltog næsten 300 kvinder i en konference (arrangeret af Luthersk Mission), som bl.a. satte lys på dette tema.
Jeg tror, det først og fremmest skyldtes et rigtigt godt program – men også et udækket behov eller potentiale for undervisning til og fra kvinder. Både generelt – om bibeltekster, etik, tro i familie og hverdag – og specifikt om kvinders roller og ansvar i menigheden.
Det gælder måske især i den del af kirken, jeg selv tilhører, som har den overbevisning, at der både er ligheder og forskelle på mænds og kvinders roller og opgaver i menigheden. Og at det er en gave frem for en begrænsning eller et uforståeligt problem, Gud har lagt på os.
Tankevækkende og berigende
Så jeg ønsker, at vi bliver mere tydelige, konkrete i positivt at skitsere kvinders roller og ansvar. Og så ønsker jeg også at høre mere fra jer kvinder selv!
Jeg får stort udbytte af at lytte til taler, oplæg og samtaler mellem åndeligt modne og velfunderede kvinder f.eks. hos The Gospel Coalition.
Måske er grunden indlysende, men nu skriver jeg det alligevel: Generelt har kvinder pga. biologi og kønsroller en anden erfaring og et andet perspektiv på en række væsentlige temaer i Bibelen, livet, familien og menigheden, end mænd har. Og det er både berigende og lærerigt at lytte til. Især hvis man(d) har en formidlings- eller lederrolle i kirkefamilien.
Jeg ved, at der også findes gode danske podcast, hvor kvinder bidrager, men for mig at se er der plads til flere og mere.
Jo, også til gudstjenester
Det gælder sådan set også til vores gudstjenester, møder, konferencer.
Det handler ikke om at måle “podietid”. Som om det eneste, der virkeligt tæller i menigheden, er at tale i en mikrofon!
Det handler om at se mere af Kristus, troen og livet. Vi har brug for det.
Kvinders perspektiver kan inddrages og formidles på mange måder, og det kan godt lade sig gøre uden at skabe forvirring om tjenestedeling.
Det kræver en investering af tid, lydhørhed og fantasi, og at man ikke giver op ved den mindste modstand eller fejltrin.
Photo by Brooke Cagle on Unsplash
Tak for et rigtig godt og vigtigt indlæg. Der er dog en enkelt sætning, som jeg synes har svært ved at stå alene: “Og at det er en gave frem for en begrænsning eller et uforståeligt problem, Gud har lagt på os.”
For hvad er gaven?
Det kunne jo både betyde noget i stil med “Det er en gave til kvinder, for kvinder slipper for at skulle tage de tunge beslutninger ved at være hyrder”. Men det gør alle mænd der ikke er egnede til det jo også, som vi kan se i pastoralbrevenes beskrivelser af hvem der egner sig. Altså er det vel tvivlsomt, om det kan kaldes en gave særligt til kvinderne, at de fritages fra det. Det er vel snarere sådan, at det er en ganske lille gruppe ud af hele menigheden, der er egnet. Og når gruppen er så lille, at det tit kan være svært at finde nok ældste og prædikanter, kan det fremstå meget mærkeligt, at veludrustede kvinder ikke må aflaste mænd her. Det synes ikke at være en gave, men en besværlighed. Men sådan er jo Guds ord.
Ud over det tænker jeg, at hvis det er en gave, så er en gave vel frivillig, om man vil modtage den. Ellers har det karakter af noget andet end en gave. Men det er ikke frivilligt for kvinder, om de vil tage imod ikke at skulle være hyrder eller ikke. Det er en gudsgivet orden forbundet med synd, hvis man vælger at blive hyrder og ældste, præster etc. alligevel når man er kvinde, da man bevidst handler imod Guds bud. (Med plads og forbehold for, at nogen kvindelige hyrder og præster kan have fejltolket Bibelen, og dermed ikke trodser eller synder bevist). Men det er ikke en gave men en skaberordning der for nogle kvinder vil være forbundet med en stærk intens smerte, en torn i kødet osv, frem for en gave. Derfor synes ordet gave at være fejlvisende. I hvert fald for de kvinder.
En anden mulighed er at det kun kan opleves som en gave, hvis man har et kristent ægteskab, som også udleves efter Guds vilje. En god gudsvillet balance mellem mænd og kvinder. Men der kan være mange dårlige ægteskaber selv blandt kristne. Og vi er mange der er ugifte og aldrig ville kunne få del i dette. F.eks. pga seksuel orientering. Også her synes det derfor sært, at kalde det for en gave.
En anden læsning kunne være, at Gud har givet det til mændene som en særlig gave. Og at kvinder bare ikke har fået gaven givet. For det defineres ikke hvem der modtager gaven i din tekst. Og i så fald ville det være en god gave for mange, og noget mange andre mænd ikke vælger at tage imod, fordi de ikke er udrustet til det. Jeg gør bare opmærksom på, at bruger man udtrykket så luftigt, så kan det misfortåes til, at Gud har givet mænd en helt særlig gave, som kvinder ikke har fået af ham.
Gud er en god Gud. Ingen ville mere end jeg ønske, at det kunne føles som en gave frem for denne smerte. Jeg mangler derfor stadig at forstå til fulde, hvorfor Gud har handlet således. Og derfor griber jeg fat i dette udtryk her, hvor det bare bruges. Det er helt fair der ikke er plads i bloggen til at udlægge alt dette. Men når du bare bruger den sætning uden forklaring, er resultatet for nogen, at det bare bliver et tomt udtryk der mest af alt lyder som et slogan. Endda et slogan hvor man så næsten kan få dårlig samvittighed, ved ikke at føle at Guds gave er en gave, hvis man har blandede følelser…
Ud over dette ene forhold, synes jeg det er et rigtig godt blog indlæg. Også en rigtig god afsluttende bemærkning: “Det kræver en investering af tid, lydhørhed og fantasi, og at man ikke giver op ved den mindste modstand eller fejltrin.” Hvor er det bare rigtigt! Måtte vores gudskaldede hyrder få visdom og mod her, så alle nådegaver i menigheden kan komme bedst til udtryk, på en måde Gud har villet.
En ting mere jeg har tænkt på idag, er “podietid”. Det føles som om man vil fremhæve sig selv overfor andre, og er negativt ladet. Du spørger hvad man kan gøre. For mig handler det langt mere om medbestemmelse og indflydelse. Den kvindelige vinkel mistes i rigtig mange råd… ældsteråd, vejlederråd, hvad man end kalder det, fordi det kun er mænd der skal være hyrder og lærere. Men er det virkelig nødvendigt? Kunne man forestille sig, at et ældsteråd, vejlederråd, landsledelse osv bestod af et vist antal mænd og så samtidig fuldstændig lige så mange rådgivende kvinder der sad med til alle møder? Men når den endelige beslutning skal træffes, da er det kun mænd der har stemmeret, fordi det i sidste ende kun er dem der er hyrderne i bibelsk forstand? Men hele vejen igennem lytter man ligeværdigt til kvinderne, og så træffer mændene beslutningen?
Ja det er ikke fuldkommen ens-hed. Men det skal det jo heller ikke være bibelsk set. Og på den måde tabes den kvindelige vinkel ikke! Og inviteres kvinder med alle steder som værdigfulde vejledere, kan det måske skabe vande i ringet og også opmuntre kvinder i kristen sammenhæng generelt til at være mere frimodige, fordi de ved at kvinder altid gerne høres. Måske vil disse kvinder der sidder med og får den samme viden som mændene og er deres rådgivere også kunne tjene som rollemodeller for andre kvinder. Som det er nu, oplever jeg i stedet udbredt tavshed blandt mange kvinder, hvis man f.eks. sidder til et afdelingsmøde i Luthersk Mission, hvor jeg har min menighed. Det lader til, at i hvert fald hos nogle kvinder, mangler selvtillid til at give sin mening til kende og måske overtræde en “usynlig linje” for hvad der er passende. Og så hellere tavshed, hvor den samme kvinde måske ellers gerne havde givet deres mening til kende på deres arbejdet eller i en almindelig folkelig ikke religiøs forening.
Men er det i virkeligheden nogensinde sådan, at kvinders vejledning er forkert at lytte til, eller forkert at give kvinder adgang til de samme oplysninger der skal til for at give denne rette vejledning i diverse råd, så længe det bare er hyrder der træffer beslutningerne baseret på egne holdninger, som de kan have ændret i den ene eller anden retning, fordi de har lyttet til lige så mange kvinder som mænds gode råd?
Hej Margrethe
Tak for dine reaktioner her og på FB, hvor jeg også har svaret.
Lige mht gave, så tror jeg, Guds ord er en gave, uanset om jeg opfatter eller oplever det sådan. Der er ting i Guds ord, som jeg tror, er sande og gode, men som jeg til tide hader at læse. Jeg tror ikke, mine reaktioner hellige, eller at jeg er indrettet sådan, at jeg forstår alt på den rette måde, heller ikke om tjenestedeling.
Og jeg mener, at en gave også – til tider eller generelt – kan opleves som en smerte eller en belastning. Og jeg oplever ikke, at hyrde- lærerkaldet er en form for gave til nogle få mænd i menigheden, som opleves (NB) som et skønt privilegium – også selv om der ligger en vis, af Gud udlånt, magt i det.
Og ja, jeg mener bestemt, at kvinder kan ‘aflaste’ mindre kompetente mænd på alle mulige områder og måder 😊