Mit bønsliv er gået i hak

Jeg beder typisk fadervor 3 gange dagligt, og det føles ikke som én gang for meget. Hvis jeg som ung purk havde set mig selv i dag, ville jeg have spruttet i kådhed, for hvad er det for en fantasiløshed? Hvor er den frie og ærlige bøn, hvor han sætter ord på sine egne tanker og oplevelser?

Den frie formulering beder jeg også, men efter at livet blev mere komplekst, føler jeg mig ofte mere fri i den enkle bøn, Jesus lærte disciplene.

Efterhånden som livet voksede i størrelse, fik mine egne ord svært ved at følge med, mens Jesu enkle ord viser sig at ramme med et haikudigts præcision. Det er som om, der altid er mindst én sætning i fadervor, der rummer det, jeg gerne vil sige til Gud. Afhængig af om jeg beder den ved børnenes sengekant, med Ida, for mig selv eller i andres selskab, farver konteksten bønnen. Ofte er det bønnen i sin helhed, der indkapsler min bøn.

Nogle gange løber munden lidt for hurtigt, og pludselig har jeg sagt amen. Men ofte slår det mig ved bønnens slutning, hvor lidt den egentlig handlede om mig, og hvor meget den handlede om Gud – og sådan kan jeg jo dybest set bedst lide styrkeforholdet – jeg har bare brug for hjælp til at blive mindet om det udefra.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights