Mission og koldsved

Jeg vil helt vildt gerne, men jeg har sjældent lyst.
De mest erfarne og nådegavefyldte “missionærer” har længe vist det: Mission foregår uden for min komfortzone. Uanset om det er samtalen over frokostbordet, forældresnakken ved boldbanen, offentlig debat, dørklokkestemning eller et kærligt ord sammen med den hjælpende hånd. Rødmen, hjertebanken og snublende ord er det normale, når vi sætter ord på evangeliet overfor et menneske, der ikke er fortroligt med Guds stærke nyheder.

Øvelse gør bedre

Vi skal øve os, og øvelse gør bedre. Men missionsmestre bliver vi aldrig. Vi skal stå sammen i missionen, og fællesskab skaber tryghed. Men komfortabelt bliver det aldrig. Spændende – ja – men ikke komfortabelt. Mission er sindsygt spændende og adrenalinproducerende, for der er meget på spil. Jeg tror faktisk, at mange sportsentusiaster kan blive tændt af missionens spændingsmoment. Alligevel må jeg bekende, at jeg sjældent har lyst til mission. Jeg vil helt vildt gerne, men jeg har sjældent lyst, for det er ikke så rart.
Det første ord er altid det værste. Faktisk bliver det næsten altid starten på en rigtig god snak eller en stiltiende, men venlig, modtagelse i den anden ende.

Koldsved er ufarlig

Heldigvis er det ikke farligt, når vi går uden for komfortzonen, selvom det indebærer risiko for at blive afvist. Det kan gøre ondt, især hvis vi og vores Mester afvises af mennesker, vi holder af. Nogle gange får vi brug for et hvil og kærlig opmærksomhed i kirkens komfortzone. Måske kom vi til at sige noget dumt. Måske blev vores ord taget ilde op. Måske blev vi sat til vægs af overlegne argumenter. Vi må hjælpe hinanden til at stole på, at det i virkeligheden er Guds mission og ansvar, ikke vores. Vi har i høj grad brug for kirkens komfortzone, selvom selve missionen foregår uden for zonen. Derude er armsveden og den dirrende underlæbe imidlertid ganske ufarlige – og helt normale.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights