Jeg var til Aarhus stiftspræstestævne i denne uge, og der hørte vi et foredrag af forfatter og debattør Carsten Jensen. Med stor skarpsindighed og veltalenhed satte han ord på sit syn på verdens nuværende tilstand.
Pessimismen var særdeles mærkbar. ”Vi lever lige nu i en uoverskuelig og uberegnelig verden”, sagde han, og trak en række forskellige eksempler frem, med klimaproblemet som det allermest truende for menneskeheden – menneskeheden som ifølge ham er langt fra at tage problemet alvorligt, endsige gøre noget ved det.
Men sammen med pessimismen var der også en klar optimistisk tone, som grundede i troen på, at menneskeheden nok alligevel kan forandre verden til noget langt bedre.
Vi var flere, som spurgte nysgerrigt-kritisk ind til både pessimismen og optimismen og forsøgte at få Carsten Jensen til helt grundlæggende at anerkende menneskehedens største problem: mennesket selv. Med kristne ord: menneskets fundamentale syndighed.
Carsten Jensen reagerede skarpt afvisende ved at sige, at begrebet ”arvesynd” er noget af det værste, der findes. På en besynderlig måde kom det til at stå lysende klart, at manglen på grundlæggende syndserkendelse bringer en besynderlig modsætningsfyldt og urealistisk pessimisme-optimisme frem.
Carsten Jensens meget forståelige, stærkt kritiske ord om Trump og andre destruktive kaospolitikere havde et mærkeligt blindt øje for det, der rumsterer allernederst i Trump og alle os andre: at vi er og bliver selvoptagede, selvdyrkende individer – og at første skridt i en bedre retning for menneskeheden altid er erkendelsen af det.
Som den engelske forfatter Chesterton svarede, da en journalist stillede ham spørgsmålet: ”Hvad er problemet med verden?”
”Mine herrer, jeg er problemet.”
Dér er begyndelsen på den bedre vej for det menneskelige samliv, både i den lille og i den store skala: erkendelsen af, at man har bjælken i sit eget øje, før man giver sig i kast med splinten i medmenneskets øje.
Til et stiftpræstestævne? For en stor forsamling af præster? Carsten Jensen?